Fyrede den af i Gaden – næste dag manglede der 107.000 på kontoen

En 42-årig mand fra Aalborg har ifølge anklageskriftet selv brugt det store pengebeløb i Jomfru Ane Gade.

Hvis politiet har ret, så må tømmermændene have været voldsomme i mere end én forstand, da en nu 42-årig mand fra Aalborg vågnede op lørdag 2. november 2019. Den foregående nat var hans dankort nemlig blevet brugt 22 gange på natklubber, og der manglede over 107.000 kroner på kontoen.

Spørgsmålet er, hvem der brugte dankortet. Den 42-årige mand siger selv, at det ikke var ham og meldte sagen til både pengeinstitut og Nordjyllands Politi. Politiet mener, at han selv svang dankortet i vildskab på Gadens natklubber og dermed er skyldig i forsøg på bedrageri og falsk anmeldelse til politiet.

Dankort glødede i syv timer

Den ultimative tur i Aalborgs natteliv startede ifølge anklageskriftet mod den 42-årige ved 23-tiden fredag 1. november 2019. Derefter gik det rigtig godt frem til næste morgen ved 06-tiden. Hele 22 gange blev mandens dankort brugt på to forskellige natklubber for et samlet beløb på svimlende 107.086 kroner.

Da det blev mandag morgen kontaktede den 42-årige mand pengeinstituttet for at gøre indsigelser mod de mange hævninger med det formål at få pengene ført tilbage til sin konto.

Det kom der ikke noget ud af, fordi man i pengeinstituttet ifølge anklageskriftet fattede mistanke til mandens henvendelse.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Første retsmøde i denne sag er fastsat til tirsdag 9. maj ved Retten i Aalborg.

Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Gik til politiet – og blev selv sigtet

Dagen efter, tirsdag 5. november 2019, kort før klokken 13 henvendte manden sig til Nordjyllands Politi for at anmelde, at hans dankort var blevet misbrugt for de godt 107.000 kroner. Det fik han heller ikke noget ud af – bortset fra en sigtelse for falsk anmeldelse, fordi manden – efter politiets opfattelse – selv svang dankortet den famøse nat.

Det fremgår ikke før sagens start, om politiet bygger sagen på overvågningsbilleder fra de to natklubber, hvor dankortet blev brugt, eller om der er vidner, der kan fortælle om, hvad der skete den pågældende nat. Det ventes at komme frem, når den 42-årige efter planen møder i Retten i Aalborg mandag. Det fremgår ikke på forhånd, hvordan manden forholder sig til anklagerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland