Gaarde: - Det er en trist dag i AaB

Det er med tungt hjerte, sportschefen i AaB torsdag siger farvel til sin cheftræner.

Det er ikke, fordi AaB har en ny træner i sigte, at de torsdag har meddelt, at Lars Søndergaard er fritstillet. Det understreger sportschef Allan Gaarde.

- Nej, vi har ikke en ny træner klar, og i dag er heller ikke dagen, hvor der skal spekuleres i, hvem vi gerne vil have. I dag siger vi farvel til Lars Søndergaard. Det er en trist dag for AaB og for alle os, der arbejder tæt sammen om det sportslige. Vi mister jo en af vores allertætteste samarbejdspartnere, siger Allan Gaarde til TV2 Nord.

Fyringen kommer efter et helt kalenderår, som resultatmæssigt ikke lever op til forventningerne og ambitionerne i AaB. Og fredagens 0-3-nederlag til Horsens i den sidste kamp inden vinterpausen var det sidste søm i kisten, fortæller sportschefen. 

- Beslutningen er en kombination af, at vi ikke har fået point nok i 2016, og at vi ikke har set den positive udvikling i spillet, som vi gerne ville, siden vi lavede den store udskiftning i spillertruppen i sommer, siger Allan Gaarde.

Ville Lars Søndergaard stadig være blevet fritstillet, hvis I havde vundet den seneste kamp i Horsens?

- Det er et hypotetisk spørgsmål, for det skete jo ikke. Men efter Horsens-kampen har vi selvfølgelig overvejet og evalueret hele sæsonen. Det gør man om sommeren og i vinterpausen, når der er tid og ro til det. Og det er det, vi har brugt dagene siden kampen på at gøre, lyder det fra Allan Gaarde.

Han håber, en ny træner vil kunne være klar til den første træning i 2017 den 4. januar.

- Det er meget kort frist, det ved vi godt, men vi har et godt trænerteam, der står klar til at varetage opgaven, til vi har en ny cheftræner på plads. 

AaB skiller sig af med Lars Søndergaard, der nåede at stå i spidsen for superliga-holdet i halvanden sæson.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland