"Gaden" lukkes ned igen: Borgmester er tilfreds – værtshusejer er ærgerlig
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
Både borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og værtshusejer Henrik Foget Jensen opfordrer de unge til ikke at give den fuld gas i aften på den foreløbig sidste festaften i Jomfru Ane Gade i 14 dage.
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er tilfreds med, at Jomfru Ane Gade fra i morgen bliver lukket ned i foreløbig 14 dage.
En beslutning som Folketingets Epidemiudvalg i dag traf på baggrund af høje smittetal i Aalborg og efter indstilling fra Epidemikommissionen.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at Jomfru Ane Gade lukker ned. Vi skal standset smittespredningen i Aalborg. Og når Jomfru Ane Gade bidrager med 60 procent af de nysmittede i kommunen, bliver vi nødt til at få stoppet festen hernede i en periode, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Hvis ikke Jomfru Ane Gade var blevet lukket ned, kunne Thomas Kastrup-Larsen godt frygte, at smittespredningen ville fortsætte, og det kunne ende med, at hele Aalborg Kommune skulle lukkes ned.
Thomas Kastrup-Larsen har fuld forståelse for, hvis restauratørerne er knotne over, at de først skal lukke ned, så skal de åbne, og nu bliver de så lukket igen.
- Covid-19 har virkelig sat vores erhvervsliv på en alvorlig prøve. Men nu er vi tæt på, at folk er vaccinerede. Men indtil vi er der, er vi nødt til at stramme kæden, så vi undgår, at kommunen kommer ud i endnu større uføre, end vi allerede er kommet i forhold til den nuværende covid-19-situation, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Værtshusejer i Jomfru Ane Gade Henrik Foget Jensen er ærgerlig over, at den kendte forlystelsesgade endnu en gang skal lukke ned, men han accepterer beslutningen.
- Vi kan ikke gøre noget ved det. Vi må forsøge at få det bedste ud af det, siger Henrik Foget Jensen.
Han håber, at han snart kan få et møde med Thomas Kastrup-Larsen og de andre restauratører, så der kan findes en løsning på, at nå der åbnes op igen, skal det ikke gå galt igen.
Samtidig håber han, at de hjælpepakker, der er på vej, bliver nemmere at gå til end de tidligere hjælpepakker.
Både Henrik Foget Jensen og Thomas Kastrup-Larsen opfordrer til, at der ikke skal gå vild fest i den i aften i Jomfru Ane Gade, inden det hele bliver sat på pause i foreløbig 14 dage.
- Man skal ikke gå ud og feste ekstraordinært i aften. Man skal tage det stille og roligt og ellers blive hjemme, siger Henrik Foget Jensen.
- Lad det være en stille og rolig aften i Jomfru Ane Gade. Det er vigtigt, at vi ikke får spredt den her smitte. Vi har ikke behov for, at flere sogne skal lukke ned, vi har behov for at få styr på smitten, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Se indslag om nedlukningen af Jomfru Ane Gade: