Politiet holder øje med Jomfru Ane Gade

Nordjyllands Politi vil sikre, at regler og retningslinjer bliver overholdt under nedlukningen af forlystelsesgaden, men vil samtidig sikre at forsamlingsforbuddet ikke bliver overtrådt andre steder, hvis festen flytter.

Den forestående lukning af Jomfru Ane Gade i Aalborg indebærer fortsat et politimæssigt tilsyn med restaurationer i om og omkring den kendte festgade for at sikre overholdelse af regler og retningslinjer.

Det fastslår den ansvarlige for politiets patruljeindsats, politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Claus Danø.

- Vi har også set med bekymring på smittestigningen med lukningen af sogne i Aalborg til følge. Derfor forsætter vores tilsyn i og omkring Jomfru Ane Gade relativt uændret i de kommende uger, så vi sikrer, at regler og retningslinjer, blandt andet forsamlingsforbuddet, overholdes, siger Claus Danø i en pressemeddelelse.

Synligt politi

Nordjyllands Politi oplyser af princip ikke præcist, hvor mange patruljer man sætter ind, men den forestående lukning af Jomfru Ane Gade giver ikke anledning til, at politiet drosler ned på patruljeindsatsen. Tværtimod.

- Vi tager situationen alvorligt, og derfor kommer vi stadig til at have både uniformeret og civilt politi til stede i gadebilledet. Borgerne i det centrale Aalborg og andre steder i øvrigt vil altså forsat jævnligt se synligt politi, fastslår Claus Danø, der tilføjer, at Nordjyllands Politi også vil patruljere andre steder:

- Vi holder selvfølgelig øje med situationen omkring Jomfru Ane Gade, og at der forbliver lukket de steder, der skal det. Men når man lukker restaurationerne i festgaden, stopper festen ikke: Festlighederne flytter forståeligt nok andre steder hen i bybilledet og på andre restaurationer – og det vil vi føre skærpet tilsyn med, så vi undgår en overtrædelse af forsamlingsforbuddet, og undgår at der opstår nye smittekæder.

Konsekvent indgriben

Nordjyllands Politi vurderer løbende situationen, og tilrettelægger indsatsen og tiltag derefter – blandt andet har man mulighed for erklære andre områder for såkaldt hotspots, ligesom Jomfru Ane Gade har været.

- Vi skrider konsekvent ind med sanktioner, eksempelvis bøder og lukning, hvor det bliver nødvendigt, og det gælder f.eks. hvis restriktionerne ikke overholdes på andre restaurationer i Aalborg – vi kommer i den næste tid til at patruljere intensivt i restaurationsmiljøet, pointerer Claus Danø.

Den forstående lukning af Jomfru Ane Gade i Aalborg gælder forventeligt fra torsdag og foreløbig i 14 dage.


Seneste nyt

fra Nordjylland