Grønne busser skal løse partikelforureningen i Aalborg

Luftforurening fra det stigende antal biler var i 2016 en medvirkende årsag til 400.000 for tidlige dødsfald i Europa - især i de større byer.

Luftforurening var i 2016 skyld i 400.000 for tidlige dødsfald i Europa, viser en rapport, som det Europæiske Miljøagentur offentliggjorde i dag.

I Aalborg arbejder man på bedre luftkvalitet i midtbyen, og lige nu prøvekører man en el-bus, som ikke udleder en eneste forurenende partikel. Den kan oplades på ganske få minutter med, hvad der svarer til energien fra 175 elkedler på samme tid. 

- Det er ret unikt, fordi normalt er batterier længere tid om at lade op, og der kan man ikke nå det på så kort tid, siger Jan Øhlenschlæger, leder i afdelingen Kollektiv Trafik i Aalborg Kommune. 

 
 
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Kører på grøn strøm

Siden juni har bussen kørt fra Aalborg Lufthavn til Aalborg Busterminal, og Aalborg Kommune sørger for, at den strøm, der bliver brugt til bussen er produceret af vindmøller eller andre grønne energikilder.

I Danmark er problemer med luftforening mindre end i flere andre europæiske lande, men det anslås, at partikelforurening hvert år er en medvirkende årsag til 4.200 dødsfald herhjemme. 

- Der bliver flere mennesker med flere biler generelt, så selvom vi ser renere biler, så er der mere tryk på vores forureningsniveau, end der var tidligere, siger Niels Agerholm, trafikforsker på Aalborg Universitet. 

- El-busser er et skridt i den rigtige retning, men i virkeligheden er det begrænset, hvor meget man kan gøre. Det store ryk kommer i løbet af det næste halve til hele årti, når vi går over på elektriskdrevne køretøjer i stort omfang.

Luftforurening var i 2016 skyld i 400.000 for tidlige dødsfald i Europa, viser en rapport, som det Europæiske Miljøagentur offentliggjorde i dag. I Aalborg arbejder man på bedre luftkvalitet i midtbyen, og lige nu prøvekører man en el-bus, som ikke udleder en eneste forurenende partikel.

Seneste nyt

fra Nordjylland