Grønt vand i din hane: Svar på ofte stillede spørgsmål
Foto: Anders Ekström / TV2 Nord
Fra den 6. november vil grønt vand afsløre, hvis dit varmeanlæg og fjernevarmnet er utæt. Her kan du få svar på ofte stillede spørgsmål.
Det kan koste rigtig mange penge at have utæthed i sin varmeinstallation. Derfor er det vigtigt at spotte, de utætte rør, og det skal et grønt farvestof nu hjælpe med.
Det grønne farvestof giver en masse spørgsmål blandt borgerne. Derfor har Aalborg Forsyning lavet en liste med svar på ofte stillede spørgsmål.
1. Er det farligt?
Farvestoffet i vandet vil være fortyndet så meget, at det ikke udgør nogen sundhedsrisiko. Farvestoffet er godkendt af sundhedsmyndighederne og bruges blandt andet også i kosmetik.
2. Bliver mit hår grønt, hvis jeg bader i grønt vand?
Der er en lille risiko for, at dit hår kan få et grønligt skær. Bliver dit hår grønt, bør du efterfølgende skylle det i koldt vand.
3. Bliver mit vasketøj grønt, hvis jeg vasker det i grønt vand?
Der er en lille risiko for, at dit vasketøj kan få et svagt grønt skær. Bliver dit vasketøj grønt, bør du efterfølgende skylle det i koldt vand.
4. Hvor længe skal jeg holde øje med vandets farve for at opdage utætheder?
Mandag den 6. november tilsætter Aalborg Forsyning det grønne farvestof til fjernvarmevandet. Senest i løbet af onsdag den 8. november vil farvestoffet have spredt sig til hele nettet.
Aalborg Forsyning tilsætter først farvestoffet til fjernvarmenettet i Hou, Vaarst/Fjellerad, Farstrup/Kølby og Ferslev/Ellidshøj mandag den 13. november. Hvis du har et utæt varmeanlæg, vil vandet i fjernvarmenettet forblive grønt i en periode, og vandet i din vandhane blive grønt i ovenstående periode – afhængigt af, hvilket område du bor i.
5. Hvis noget på vejen eller i naturen bliver grønt, forsvinder farven så?
Ja, solens stråler vil få den grønne farve til at forsvinde.
Har du andre spørgsmål, som ikke fremgår af ovenstående liste, kan du kontakte Aalborg Forsyning.