Guld og sølv til Aalborg-svømmere

Mie Ø. Nielsen satte ny nordisk rekord, da hun torsdag aften vandt guld ved EM i svømning på distancen 100 meter ryg. Også Viktor Bromer vandt medalje.

Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer vandt torsdag aften henholdsvis guld og sølv ved EM i svømning i London.

19-årige Mie Ø. Nielsen var hurtigste kvinde på favoritdistancen 100 meter ryg og slog ungarske Katinka Hosszu med 21 hundrededele af et sekund.

Efter 58 sekunder og 73 hundrededele var Aalborg-svømmeren, der også er medaljekandidat til OL i Rio til august, europamester og hun satte samtidig ny nordisk rekord på distancen.

Mie Ø. Nielsen var også hurtigst, da der onsdag aften blev svømmet semifinaler, og hun var på forhånd udset til at komme på podiet. 

Til EM i 2014 vandt Mie Ø. Nielsen også guld på 100 meter ryg, men hun måtte dele det med netop Katinka Hosszu. Nu er hun så alene på toppen.

Viktor Bromer var kort efter Mie Ø. Nielsens triumf i vandet i 200 meter butterfly-finalen, og her lykkedes det ham i tiden 1.55.35 at vinde sølvmedalje.

Bromer var kun fire hundrededele foran Tamas Kenderesi fra Ungarn, der med en stærkt afslutning altså var ganske tæt på at hive sølvet af Aalborg-svømmerens hals.


Seneste nyt

fra Nordjylland