Håndboldtræneren Anne Sofie blev hædret for sit frivillige arbejde
Håndboldtræner Anne Sofie Jensen fra Nibe HK blev tirsdag hædret for sit frivillige arbejde under corona-nedlukningen.
Det blev en noget anderledes håndboldtræning 21-årige Anne Sofie Jensen, der træner U11-pigeholdet i Nibe HK, tirsdag stod i spidsen for. Hun blev nemlig overrasket med en pris, da hun er valgt blandt 120 nordjyske indstillinger til at modtage Super-Gejst-Spreder-Prisen, der hylder Danmarks frivillige i idrætsforeningerne under corona-nedlukningen.
- Det var noget af en overraskelse. Det havde jeg ikke regnet med skulle ske for mig, siger Anne Sofie Jensen.
Under corona-nedlukningen har Anne Sofie Jensen for eksempel lavet en YouTube-kanal med onlinetræning flere gange om ugen, og hun har lavet en TikTok ved navn ”HandballFun”, hvor nogle af videoerne har over 80.000 visninger.
Derudover har hun blandt andet arrangeret corona-bingo og meget mere for medlemmerne i Nibe HK, og det har fået foreningen til at indstille hende til prisen, som uddeles af DGI og Intersport.
- Hun har været fantastisk til at skabe aktivitet og holde pigerne i gang. Hun kommer hele tiden med nye tiltag, som styrer fællesskabet på holdet og i foreningen. Hun er med sine blot 21 år et kæmpe aktiv for Nibe HK, står der blandt andet i indstillingen af Anne Sofie Jensen.
- Hun har gjort noget ekstraordinært
Indstillingen er skrevet af Nibe HK's formand Andreas Sondrup, som er overbevist om, at Anne Sofie Jensen er den rigtige modtager af Super-Gejst-Spreder-Prisen.
- Specielt i det seneste år har det været ekstra vigtigt for os som forening at have en frivillig som Anne Sofie, der ikke bare har lavet aktiviteter for sit hold, men også har lavet tiltag, hvor hele foreningen har kunne være med. Hun har gjort noget ekstraordinært og været med til at aktivere og fastholde de unge mennesker på en sjov og anderledes måde – til stor glæde hos alle, siger Andreas Sondrup.
Som vinder af Super-Gejst-Spreder-Prisen i Nordjylland modtager Anne Sofie Jensen en pokal og et gavekort på 5.000 kroner til brug i Intersport.
Super-Gejst-Spreder-Prisen bliver delt ud i alle DGI’s landsdele, og i alt har der været knap 1.000 indstillinger på landsplan.