Handlen er vendt på hovedet: Netbutik har rygende travlt
Foto: Ivan Johan Hansen
Ejer af Luksusbaby i Aalborg, Ann-Louise Aasted, oplever en stor efterspørgsel på kreative ting, børnefamilierne kan bruge derhjemme i disse corona-tider.
Mange nordjyske virksomheder og selvstændige lider under nedlukningen af samfundet, men der er også virksomheder, hvor medarbejderne løber hurtigere end nogensinde
- Vi har mellem 25 og 35 procent mere at lave i øjeblikket.
Ejer af Luksusbaby i Aalborg, Ann-Louise Aasted, har nok at se til.
Normalt er det primært baby- og børnetøj, der bliver bestilt af kunderne over nettet, men i øjeblikket er efterspørgslen vendt på hovedet.
- Det vi plejer at sælge 90 procent af, det sælger vi måske 30 procent af i dag, fortæller ejer af Luksusbaby- Ann-Louise Aasted, til TV2 Nord.
Vi plejer måske at få opfyldning af bøger fire gange om året, og i øjeblikket får vi en eller to paller med krea- og lærebøger om dagen.
Ann-Louise Aasted, ejer af Luksusbaby.
I stedet for de varer, som sædvanligvis står for størstedelen af omsætningen, er det i stedet ting, som kan underholde ude i de forskellige hjem, der går som varmt brød.
- Tusser, farver, skriveredskaber, blyantspidsere og alt til det kreative derhjemme. Sådan nogle bøger her, hvor børn kan lære at skrive og regne, siger Ann-Louise Aasted.
Bugnende varelager
Indtil videre kan leverandørerne godt følge med.
- Vi plejer måske at få opfyldning af bøger fire gange om året, og i øjeblikket får vi en eller to paller med krea- og lærebøger om dagen, forklarer Ann-Louise Aasted.
Normalt vil salget af årets forårskollektion være i fuld gang på nuværende tidspunkt, men det er der tilgengæld ikke så meget salg i, som der plejer.
- Med tøjbranchen er det sådan, at der bestiller vi vores tøj seks måneder i forvejen, så det er jo svært at reagere i forhold til sådan noget her. I forhold til tøj og sko må vi gøre det, så godt vi kan, siger Ann-Louise Aasted.
Nye kollegaer
De ansatte hos Luksusbaby sætter pris på, at de kan passe deres arbejde i en ellers på mange måder turbulent periode.
- I de timer hvor vi er her og har travlt, der glemmer man lidt, hvad der sker derude. Det kan faktisk være rart, selvom man skal være opdateret, siger Janni Aaskov, der er administrationsmedarbejder ved Luksusbaby.
Virksomheden har så travlt, at de har været nødt til at ansætte nye medarbejdere.
Det er indtil videre kommet folk til gode, der har mistet deres job hos andre virksomheder, som har skåret ned på grund af den massive nedlukning af samfundet.
- Vi har taget to fuldtidsansatte i sidste uge og tre fuldtidsansatte i denne uger, siger Ann-Louise Aasted.