Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hans Andersen er på kant med arkæologer

Hans Andersens ejendomsfirma City Ejendomme i Aalborg står for seks ud af 11 standsningspåbud givet af Slots- og Kulturstyrelsen i en 5-årig periode.

Hans Andersens ejendomsfirma City Ejendomme i Aalborg står for seks ud af 11 standsningspåbud givet af Slots- og Kulturstyrelsen i en 5-årig periode.

Det nordjyske ejendomsselskab City Ejendomme i Aalborg er topscorer på Slots- og Kulturstyrelsens liste over firmaer, der har fået udstedt et såkaldt standsningspåbud i forbindelse med byggerier, hvor der er arkæologiske interesser på spil.

City Ejendomme er ejet af Hans Andersen, som i efteråret 2019 blev landskendt fordi, han fik fjernet en naturbeskyttet klit i Skagen. Et forhold han tidligere i år blev idømt 60 dages betinget fængsel for. TV2 Nord har søgt aktindsigt hos Slots- og Kulturstyrelsen. Den viser, at Hans Andersen og City Ejendomme i perioden fra 2015 til 2020 har fået udstedt seks standsningspåbud på byggerier - ud af i alt 11 standsningspåbud på landsplan.

Hver gang et byggeri går i gang i Aalborgs gamle bykerne, der er beskyttet som kulturarv, holder arkæologerne øje med om, der er arkæologiske fund på byggepladsen. 

De seneste 20 år har det betydet, at hvis man vil bygge her, skal man betale for, at arkæologerne kan redde de fortidsminder, som gemmer sig i jorden.

Og de arkæologiske fund har blandt andet været afgørende for at kunne datere byens oprindelse. 

- Vi har jo ikke en ambition om at grave hele byen op. Vi skal i udgangspunktet kun grave der, hvor kulturarven sådan set bliver truet, fordi der skal laves et byggeri. Hele Aalborgs bykerne er beskyttet af lovgivningen, som alle Folketingets partier har stemt for. Hver enkelt udgravning er brikker i et puslespil, som giver det samlede billede af vores fælles identitet og kulturarv, siger Lars Nørbach, direktør, Nordjyllands Historiske Museum.

Han tilføjer, at udgravninger på Gråbrødrekloster Museum i Algade foran Salling i Aalborg er et eksempel på, hvad arkæologerne kan finde indenfor den gamle bykerne. Det moderne Aalborg ligger ovenpå tre-fire meter såkaldte kulturlag fra fortiden. Lag af affald og byggerier ovenpå byggerier, der for hvert lag fortæller sin historie.

- På Gråbrødreklosteret kan vi se kulturlag, der går tilbage til vikingetiden, men de seneste ca. 20 år har vi fået dokumentation for, at Aalborg er endnu ældre, end vi først har antaget. Vi ved nu, at her har været en handelsplads allerede omkring år 750, og dermed er Aalborgs bydannelse ligeså gammel som f.eks. Aarhus og Ribe, siger Lars Nørbach.

Firma føler sig forfulgt

TV2 Nord har i flere tilfælde fortalt om City Ejendommes konflikter med museumsfolkene. Konflikter, der har betydet standsninger af byggerier. Hans Andersen føler, at netop hans firma bliver forfulgt af arkæologerne.

TV2 Nord har tilbudt Hans Andersen et interview, hvor han kunne udlægge sin side af sagen, men han har ikke haft mulighed for at stille op og har takket nej til et telefoninterview. 

I stedet har City Ejendomme sendt en skriftlig redegørelse, hvori der blandt andet står:

"Den korte version er ifølge det lokale museum, at vi ikke har overholdt Museumsloven, og de mener ligeledes, at det har påvirket væsentlige fortidsminder. Disse påstande er på intet tidspunkt blevet forelagt City-Ejendomme Aalborg, hverken af det lokale historiske museum eller Kulturstyrelsen. (...) City-Ejendomme Aalborg ejer flere ejendomme i Aalborg midtby og i det absolutte centrum. Vi har renoveret mange ejendomme med respekt og har dermed haft Aalborg Historiske Museum med på sidelinjen under mange af vores renoveringer. Derfor ved vi godt, hvordan Museumsloven fungerer, og vi ved også, hvordan det lokale historiske museum arbejder og tolker/håndterer Museumsloven.

Faktisk har City-Ejendomme Aalborg bidraget økonomisk med over 7.5 millioner kroner til Aalborg Historiske Museum og deres arbejder i Aalborg midtby og et tilsvarende beløb i tabte lejeindtægter, mens de arkæologiske arbejder har stået på. En tidsplan overholdes sjældent, hvorfor planlægning med nye lejere omkring indflytning er stort set umulig. (...)

Hvorfor har de (det lokale historiske museum, red.) haft behov for at udstede standsningspåbud? Anvender de deres magt mod en bygherre, der ønsker åbenhed og argumentation fra museet side om, hvad det er de mener, der gøres forkert?

Der vil altid være to sider af samme sag! Vi håber derfor, at dette også bliver belyst. Også det urimelige i at det er ejeren af den jord, hvor det lokale historiske museum ønsker at foretage en arkæologisk undersøgelse, der skal betale for undersøgelsen. En arkæologisk undersøgelse foretaget ud fra en samfundsmæssig interesse, hvorfor vi mener, det bør være en udgift, der i stedet bør afholdes af staten. (...)

Til slut vil vi gerne nævne, at der IKKE har været et samarbejde med Aalborg Historiske Museum de seneste 3-4 år, så det er ikke nylige standsningspåbud, der er tale om.. "

Afviser at være nidkære

I langt de fleste tilfælde samarbejder arkæologerne med de entreprenører, der vil bygge i byen. I få tilfælde må Slots og Kulturstyrelsen udstede et påbud om at standse et byggeri. Det er altså sket seks gange på fem år for City Ejendomme i Aalborg:

- Jeg afviser fuldstændig, at vi skulle have et horn i siden på City Ejendomme eller nogen andre for den sags skyld. Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der udsteder et standsningspåbud, og jeg har ikke fået besked om, at vi skulle være specielt nidkære her i Aalborg, siger Lars Nørbach.

Slots - og Kulturstyrelsen har de seneste 12 år i tre  tilfælde meldt en bygherre til politiet. To af gangene var det City Ejendomme i Aalborg. Firmaet har til gengæld stævnet styrelsen i en sag, der er for retten nu.


Juletrafikken: Disse dage og tidspunkter skal du undgå

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DSB forventer, at de i juledagene får rekordmange rejsende med deres tog.

Når presset over julegaveindkøb er faldet, så kommer julens næste stressmoment, hvis du er en af de mange danskere, der skal rejse for at komme hjem til jul.

For med det omfattende vejarbejde, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers, er det måske nok i år en ekstra god idé at orientere sig i trafikprognoser - i hvert fald, hvis man vil undgå at sidde i kø.

Trafikken er i år hjulpet af, at juleaften falder på en tirsdag. Det gør nemlig, at Vejdirektoratet forventer, at den udrejsetrafik, der normalt samler sig lillejuleaften, i stedet vil sprede sig over flere dage fra fredag den 20. december til tirsdag den 24. december.

Foto: Vejdirektoratet

Så Vejdirektoratet forventer generelt ikke de store forsinkelser på vejene med undtagelse af lillejuleaften, hvor der især mellem klokken 11 og klokken 14 er tryk på vejene.

Rekordmange med tog

Hos DSB er der op til jul flest rejsende fra øst til vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul. Sidste år solgte DSB 200.000 pladsbilletter til juledagene, og i år forventer DSB at overgå det tal med 275.000 rejsende.

Lige nu er forventningen, at den 23. december bliver den travleste dag med 40.000 rejser skarpt efterfulgt af den 21. og 22. december.

- Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sin rejser, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Gode råd til turen

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene, pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.

  • Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under din tur.

    Kilde: Vejdirektoratet

Hvor den 23. december er den helt store udrejsedag, bliver den 26. december den helt store hjemrejsedag.

Her forventer Vejdirektoratet, at der vil være meget trafik, der bevæger sig mellem Jylland og hovedstadsområdet i begge retninger.

Og hvis man vil undgå at sidde i en kø, så er det mellem klokken 11 og 15, at man skal undgå at rejse.

Der er dog en ubekendt faktor, når det kommer til juletrafikken, nemlig vejret. For hvis der er sne, frost og kraftig blæst, vil det have en stor indvirkning på trafikken. Hold derfor øje med vejrudsigten, ligesom det er en god idé at orientere sig på trafikinfo, inden man drager afsted.

Disse strækninger på E45 har vejarbejde og nedsatte hastigheder. Foto: Vejdirektoratet

Karner lider af demens - her stråler han som en sol

Dans og lyden af musik kan vække minder og fungere som et åndehul for både demente og deres pårørende.

Demens er en sygdom, der rammer flere og flere danskere, og det anslås, at knap 100.000 danskere lider af sygdommen. En sygdom uden udsigt til behandling. Derfor handler det om at finde måder at lindre sygdommen eller skabe momenter, hvor sygdommen kan stå i baggrunden.

- Når de kommer her, er de ret neutrale, men når de går herfra, går de med et smil på læben, siger Anita Falk Nielsen, indehaver og danselærer på Motionitten i Aars.

Ægteparret Karner Nielsen og Inge Skov i en vals. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

En af de måder hvor man kan skabe en god stund for både den demensramte og deres pårørende er nemlig igennem dans. Helt specifikt erindringsdans, der kan vække nogle af de minder, der ellers kan være svære at få frem.

- Han er glad for at komme her. Han elsker jo at danse. Det har han næsten gjort alle hans dage. Hver gang der er et stykke, han kan huske, så skal han op at danse, og så er han glad og tilpas, siger Inge Skov, pårørende til og gift med Karner Nielsen.

Lysstrejf i en mørk tid

Og det er det, musikken og dansen kan. Forskningen viser nemlig, at dans kan stimulere den del af hjernen, hvor vores korttidshukommelse sidder. Derfor afholdes der på Motionitten i Aars erindringsdans to gange om måneden for både demente og deres pårørende. Dansen bliver på den måde et afbræk fra en hverdag, hvor sygdommen kan virke altoverskyggende og dermed svær at håndtere - både som demensramt og som pårørende.

- Dansen giver mig noget livskvalitet, siger Lena Madsen, demensramt.

Og den følelse kan Inge Skov, pårørende og kone til Karner Nielsen, nikke genkendende til.

- Det er godt for mig at være afsted, og det er også godt for ham. Han stråler jo som en sol, når han er her. Derhjemme er han lidt mere indelukket, siger hun.

TV2 Nord besøgte Motionitten til erindringsdans:

Minder for en stund

I takt med at hukommelsen svigter, og man ikke længere kan lave de ting sammen, som man plejede at kunne, er det godt at have nogle friske minder at vænne tilbage til.

- Hun er glad, når hun går derfra. Og hun nyder det, når hun er her, og hun kan snakke vidt og bredt om, hvad vi har gjort. Hun kan næsten huske alle dem, hun har danset med, siger Flemming Madsen, pårørende og mand til Lena.

Som pårørende kan det til tider være svært og føles ensomt at være i, og derfor mener Anita Falk Nielsen, at der til erindringsdans, bliver skabt et rum, hvor der er plads til de tanker.

- Der er et socialt fællesskab, hvor de kan få lov at sidde og snakke med andre pårørende, og de kan opleve andre med demenssygdom. Så de bliver en del af et fællesskab, hvor de ikke står alene, fordi de hører, at der er andre, der har oplevet det samme, siger hun.

Afslutningsdansen foregår altid hånd i hånd. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

Erindringsdansen i Motionitten har kørt fem gange som en forsøgsordning med støtte fra Vesthimmerlands Kommune.


Grå morgen med risiko for tågebanker - kør efter forholdene

Tendensen med gråt vejr fortsætter.

Det er - igen fristes man til at sige - en grå og kedelig morgen, som nordjyderne står op til. Temperaturerne ligger lige over frysepunktet, og det betyder, at man ikke kan udelukke, at der ligger rim på en bilrude, eller et sted der ikke er blevet saltet - kør derfor efter forholdene.

Det er heller ikke den eneste grund til, at der er brug for at være forsigtig i trafikken. Der er nemlig også risiko for tågebanker og tæt tåge i perioder.

Det har været endnu en grå uge i december, og det tegner til, at tendensen med, at der ikke er mange soltimer over Danmark fortsætter.

Frem til 8. december havde Danmark kun fået 3,7 timers solskin - til sammenligning får vi i gennemsnit 43 timers sol i december.

Men hvis solen titter frem i dag, er chancerne faktisk blandt andre steder størst i Nordjylland.

Spørg Solvej Vindblæs om vejret

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Afgift truer havn: Henrik overvejer at omgå reglerne i Sverige

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Fiskeskipper overvejer at tanke og handle med svenskerne, når ny CO2-afgift på fiskeriet indfases til nytår.

Fra nytår bliver det dyrere for fiskerne at tage på arbejde. En ny CO2-afgift betyder nemlig, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner for en liter.

Og det kan få fatale konsekvenser for fiskerne i Strandby. Fiskeriforeningen anslår nemlig, at 45 procent af de mellemstore fartøjer vil være u-lønsomme på grund af afgiften. Og det er netop den type fartøjer, man finder i Strandby.

- Det er ret bekymrende, siger Claus Hjørne Pedersen, der er formand for fiskeriforeningen i Strandby og tilføjer:

- På et eller andet tidspunkt, kan man ikke overleve som havn, hvis halvdelen af fartøjerne forsvinder.

Vil tanke billigere i Sverige

En af fiskerne i byen har en alternativ løsning på det problem, som afgiften giver. Han har ingen planer om at give op endnu.

- Vi fisker en del i nærheden af Sverige, og det kunne være, at det blev sådan, at vi fylder diesel på i Sverige. Og at vi kunne sætte fiskene på auktion derovre - og måske får vi så også lavet noget håndværksmæssigt deroppe, lyder det fra Henrik Larsen, fiskeskipper på kutteren Stjerne i Strandby.

Han er helt med på, at fiskeriet skal omstille sig for at sikre den grønne omstilling, men han er ikke enig i den måde, det foregår på.

- Det er da et psykisk pres, at vi ikke aner, hvor vi står henne. Det er en underlig situation at stå i.

Hvad håber du, der når at ske, inden afgiften indfases?

- Jeg håber, de giver os noget mere tid til at få handelsaftaler på plads og mulighed for at nå at tale med banken og sådan. For det er jo en pludselig, stor ekstraudgift, der kommer, siger Henrik Larsen.

Der findes ikke grønne løsninger endnu

Claus Hjørne Pedersen er ikke sur på sin kollega over, at han overvejer at tanke og handle med svenskerne. For han forstår, at man må gøre, hvad der er nødvendigt, for at forretningen kører rundt. Han har da også selv overvejet muligheden for hans kutter.

Men det er ikke kun afgiften i sig selv, der er et problem, påpeger han.

- Worst case er, at vores flåde halveres, og det kan samfundet ikke overleve. Vi bliver nødt til at få udskudt afgiften og vi skal have et alternativ til diesel først. For som det er nu, har erhvervet ikke økonomien til at omstille sig, når der engang kommer grønne alternativer.

Men kan man ikke bare sætte prisen på fisk op, når jeres omkostninger stiger?

- Nej. Det er udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen på fisk. Så selvom vi skal have flere penge per kilo fisk for at få det til at løbe rundt, er det ikke noget, vi bare lige kan få, forklarer Claus Hjørne Pedersen.

Meningen med afgiften er at få fiskerne over på mere grønne brændstoffer. Problemet er bare, at som det er nu, findes der ikke alternativer til dieselkuttere.

Nogle havne frygter desuden, at afgiften vil få udenlandske fiskere til at undgå at tanke i danske havne.


Har skreget på læger i årevis - nu er hjælp på vej til kriseramte kommuner

Sundhedsminister Sophie Løhde fortæller her om hovedindholdet af den nye aftale.

Der er flere læger på vej til Nordjylland, men det er ikke alle nordjyder, der får gavn af den nye aftale.

År efter år har nordjyske kommuner råbt vagt i gevær over en alvorlig mangel på praktiserende læger.

Men nu lysner det i sundhedstusmørket. Der er nemlig flere hvide kitler på vej til de kommuner, hvor det står værst til.

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal allerede fra årsskiftet sikre flere læger til de områder i landet, hvor manglen er størst, og hvor der samtidig er flest syge borgere.

I Region Nordjylland betyder det, at seks kommuner nu kan se frem til et løft i lægedækningen.

Disse kommuner får flere læger

Kommunerne er:

  • Brønderslev

  • Frederikshavn

  • Hjørring

  • Læsø

  • Morsø

  • Thisted

  • Vordingborg

  • Lolland

  • Guldborgsund

  • Kalundborg

  • Odsherred

  • Lejre

  • Holbæk

  • Næstved

  • Ringsted

  • Sorø

  • Slagelse

Suveræn dårligst dækning

Konkret betyder aftalen, at der det første halve år i 2025 kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst, fortæller sundhedsminister Sophie Løhde (V):

- Og det er især i Region Sjælland og i Region Nordjylland, at vi har den suverænt dårligste lægedækning. Derfor ønsker vi med den her aftale simpelthen at give i de to områder en særstatus.

Indsatsen skal være opsøgende og håndholdt, så regionen kommer i konkret dialog med alle relevante speciallæger i almen medicin. Regionerne skal have et særligt fokus på, at nye speciallæger i almen medicin sikres de bedst mulige vilkår for at indgå i de almenmedicinske tilbud i områderne med lægedækningsudfordringer'.

Udkast fra aftalen

Ministeren vil dog ikke sætte tal på, hvor mange læger, der efter nytår har kurs mod Nordjylland.

- Den nye aftale betyder, at vi giver Region Nordjylland en særstatus ved, at vi allerede her fra 1. januar, som et første skridt i sundhedsreformen, kan sikre, at vi har en særstatus ved, at de kommende praktiserende læger simpelthen bliver målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning, lyder det i stedet.

Et element i aftalen lyder desuden, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Her forklarer ministeren, hvad aftalen konkret betyder for Region Nordjylland.

Glæde over aftale

Aftalen betyder også, at Aalborg Universitet kan uddanne 75 flere læger, som man dermed håber på bliver inden for regionsgrænsen, når de skal i beskæftigelse.

Selvom det ikke er alle nordjyske kommuner, der bliver tilgodeset i aftalen, vækker den alligevel stor begejstring hos regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).

- Det er en rigtig god aftale for Nordjylland, men også for balancen af læger generelt i Danmark. Der har længe været behov for at sikre en struktur, så læger ikke bosætter sig i de store byer, men også der hvor der bor færrest. Det sikrer den her aftale netop, siger han.

Men aftalen gælder jo ikke alle de nordjyske kommuner, der har problemer med lægehjælp. Er det godt nok?

- Det er rigtigt, at der eksempelvis er lægemangel i Jammerbugt Kommune, men med aftalen kan vi også prioritere flere ressourcer til andre kommuner, hvis vi finder det nødvendigt, lyder svaret fra Duedahl.

Læger glæder sig over den nye aftale

Også hos de praktiserende lægers talerør i Nordjylland, PLO, er der jubel over udsigten til et snarligt opgør med lægemanglen i det nordjyske.

PLO-formand Jørgen Skadborg udtaler:

- Vi har fuld forståelse for, at der er indgået en sådan aftale, og vi er enige i, at der er behov for, at der kommer flere praktiserende læger ud de steder, hvor behovet er størst. Det er noget, PLO længe har efterspurgt. En national styring af ydernumre er nødvendig for at sikre, at de værst stillede områder ikke bliver udkonkurreret af de bedst stillede.

- For at komme i mål bliver det imidlertid afgørende, at regionerne som aftalt yder en særlig og målrettet indsats for at sikre de kommende læger de bedst mulige vilkår for at etablere klinik de steder, hvor manglen er størst.