Går den, så går den: Har du oplevet den nye tendens i trafikken?
Der er tvivl om reglerne og ingen, der rigtig håndhæver dem.
Når du kører af motorvejen ved Humlebakken kort efter Limfjordstunnelen bliver du mødt af en hel lille skilteskov. Her hænger der bannere, der reklamerer for alt fra en privat psykologpraksis til en holistisk festival sidst i oktober måned.
Og der er åbenbart tale om lidt af et anarki med vejreklamer.
Arrangør af den holistiske festival Tanja Hughes indrømmer, at banneret er sat op uden forudgående tilladelse:
- Vi så skiltene og kontaktede en af de andre arrangører, og de fortalte, at det ikke krævede nogen tilladelse. Så vi har også hængt vores reklamer op der. Det er et rigtigt godt sted, fordi vores skilt bliver set af rigtig mange, siger Tanja Hughes.
Hvordan er reglerne?
Vejdirektoratet håndhæver deres regelsæt på motorvejene, men så snart man forlader den, er det en anden vejmyndighed, der er ansvarlig.
- Vi er jo altid opmærksomme på, hvor mange skilte vi har på vores veje, fordi det kan gå ud over trafiksikkerheden, men det er ikke det samme som, at vi altid kan gøre noget ved det. Skiltene her hænger jo på kommunens veje, så jeg vurderer, at det vil være kommunens ansvar, siger Niels Agerholm, der er afdelingschef i Vejdirektoratet.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
Jess Falberg Nielsen er chef for trafiksektionen ved Nordjyllands Politi. Han vil ikke tage stilling til, om skiltene ved for eksempel Humlebakken er opsat lovligt. Men politiet kan gribe ind, hvis de skønner, at reklamerne decideret generer trafikken.
- Vi kører jo ikke rundt og kigger, om er der noget, der ikke er søgt tilladelse til, men vurderer, om der er noget, der påvirker trafiksikkerheden, så er det noget, vi reagerer på, siger Jess Falberg Nielsen og uddyber:
- Det kan være vildledende afmærkning, reklamer, der dækker for oversigtsforhold, eller decideret trafikfarlig skiltning.
Både politiet og Vejdirektoratet vurderer, at det er Aalborg Kommune, der i dette tilfælde er vejmyndighed i sagen, men her melder man også hus forbi. I et skriftligt svar til TV2 Nord henviser kommunen til byggelovens paragraf 6D, stk 2, som siger:
”Skiltning, lysinstallation og lignende må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne”
Der er altså tilsyneladende ingen myndigheder, der vil tage ansvaret for de mange reklamer, der hænger ved Humlebakken og andre steder i byen, og det er Tanja Hughes godt tilfreds med.
- Hvis vi får besked på, at vi skal tage skiltene ned af politiet eller kommunen, så gør vi det selvfølgelig. Ellers gør vi det selv efter weekenden den 26.-27. oktober, hvor vi holder vores festival på Skansen i Nørresundby, siger Tanja Hughes.