Havnevagt hørte mystiske lyde fra fjorden – viste sig at være en odder

Hvad Casper Pedersen først troede var en person, der var faldet i fjorden, viste sig at være en odder. Og det er ikke længere så usædvanligt at støde på en odder i Limfjorden.

Natten til onsdag fik Casper Pedersen sig noget af en overraskelse, da han, i forbindelse med sit arbejde som vagt på havnen i Aalborg, var ude med en kunde.

Klokken var næsten 2 om natten, da han pludselig hørte noget bevæge sig i fjorden.

- Jeg gik derned, for at se, om det var en person, der var faldet i, som skulle have hjælp, men da jeg kom derned, kunne jeg se, at det var en odder, siger Casper Pedersen, der arbejder som vagt for R4Y.

Det var en glædelig overraskelse fortæller han.

Ikke så usædvanligt længere

Men selvom oddere i Limfjorden har været et sjældent syn, så er de det faktisk ikke længere, fortæller naturvejleder ved Aalborg Kommune, Esben Buch.

- Vi har en stigende bestand af oddere i Aalborgs havneområder. Især omkring Egholm, ser vi dem meget ofte. Men det er noget, der er sket indenfor de seneste 10 år, siger han.

- De er gået tilbage til deres gamle udgangspunkt. I gamle dage var det et brakvandsdyr. Der er masser af kridttegninger af oddere i Københavns Havn fra omkring år 1900. Men forureningen har skræmt odderne væk, typisk til renere søer.

Der er flere grunde til, at oddere nu er begyndt at vende tilbage til deres tidligere habitat.

- Vandmiljøet er blevet bedre, men så er der også masser af føde i eksempelvis Limfjorden. Der er fisk, der krabber og skaldyr. Der er mange ting, en odder kan have glæde af, siger Esben Buch.

Flere oddere i fremtiden

I Aalborg Kommune bliver der gjort flere ting, for at gøre livet nemmere for oddere. Der er blandt andet lavet særlige odderpassager ved broer over vandløb, så dyrene ikke risikerer at blive kørt over på vejene.

- I mine snart 40 år som naturvejleder i Aalborg Kommune har jeg aldrig oplevet så mange oddere som nu. Det er jo glædeligt for det er et spændende dyr, siger Esben Buch.

Han vurderer, at bestanden vil blive ved at vokse.

Vi kommer til at se flere. Vi har gjort rigtig meget for at bestanden af ørreder stiger, og det giver samtidig flere oddere, fordi de spiser ørreder. De to ting hænger sammen, slutter Esben Buch.


Seneste nyt

fra Nordjylland