Heldig aalborgenser: - Det gik op for mig, at der var virkelig mange nuller

En mand fra Aalborg fik sig noget af en overraskelse, da han tjekkede sin lottokupon.

- Jeg ringede til min søn og skreg nærmest til ham, at han skulle gå ind og åbne sin computer og fortælle mig Lottotallene. Da han så de samme tal som mig, kunne jeg jo overbringe ham nyheden om, at hans gamle far var blevet millionær.

Sådan lyder det fra den heldige aalborgenser, der lørdag for nogle uger fandt syv rigtige tal på sin lottokupon. Manden, der ønsker at være anonym, troede ikke sine egne øjne:

- Først så jeg det som 5000 kr. Men så gik det op for mig, at der var virkelig mange nuller. Da det gik op for mig, at jeg havde vundet 5 mio., kunne jeg slet ikke styre min krop.

 

Glemte avisen

Det var en ren tilfældighed, at manden spillede lotto netop den lørdag, fortæller han. Egentlig var det bare avisen, han ville købe, men da han endelig blev først i kioskkøen, havde han glemt at tage avisen med fra standeren.

- Så tænkte jeg. Nå, nu jeg er her, kan jeg lige så godt snuppe to Lynlotto. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan have lov til at være så heldig, siger han.

quote Det er da rart at vide, at jeg ikke behøver at sidde på plejehjem og ikke have råd til en juice

- Anonym Lottomillionær

En tur i Cirkusrevyen og penge til alderdommen

Selvom det langt fra var forventet, at der efter den lørdag ville tikke 5 mio. kr. ind på kontoen, er den nybagte millionær ikke i tvivl om, hvad pengene skal bruges til.

- Jeg har altid gerne villet se Cirkusrevyen, men jeg har haft lidt svært ved at bevæge mig udenfor Allborg. Men nu skal det være. Og jeg kan tilmed nå at se Ulf Pilgaards sidste optræden, fortæller han.

Udover en tur til København vil den heldige aalborgenser også bruge pegene på at rejse, og så skal der lægges penge til side til alderdommen.

- Det er da rart at vide, at jeg ikke behøver at sidde på plejehjem og ikke have råd til en juice, siger den nybagte millionær.

Indtil da skal der deles ud af gevinsten til børn og børnebørn.

- Jeg vil hellere dele ud af pengene med varm hånd, end med kold hånd. Det er jo sjovere at se glæden hos dem, mens jeg er i live. Det gør mig stolt og glad, at jeg kan hjælpe dem, siger han.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland