Her er årsagen: IT-problemer skabte ventetid - men det er langt fra slut

Selvom fejlen er fundet, er hospitalerne ikke helt oppe at køre igen.

Tirsdag morgen blev der konstateret IT-netværksproblemer på Region Nordjyllands tre hospitaler - Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland samt Psykiatrien.

Umiddelbart var der ikke noget, der tydede på et cyberangreb, lød det fra regionen til morgen. 

Fejlen er fundet

Nu er fejlen dog fundet, og den bekræfter regionens tidligere formodning. 

- Fejlen er relateret til en central komponent i regionens datacenter. Der er derfor ikke tale om et cyberangreb, forklarer man.

Men selvom fejlen er fundet, så er det ikke ensbetydende med, at alt er problemfrit. 

- Selvom systemerne nu kører igen, tager det tid, inden hospitalerne er tilbage i normal drift, konstaterer regionen og tilføjer:

- Regionen vil de næste dage følge op på hændelsesforløbet i forhold til, hvilke erfaringer der skal høstes med henblik på at undgå lignende situationer fremover. Vi beklager de gener, som patienterne har oplevet i løbet af dagen i forbindelse med nedbruddet, lyder det.



Seneste nyt

fra Nordjylland