Hercules på Rømø: Strandgæster så transportfly fra Aalborg lande på stranden

Piloter træner i at lande på alternativ overflade på stranden ved Rømø.

En af Flyvevåbnets helt tunge drenge lettede i dag fra Flyvestation Aalborg, for at piloterne kunne øve landing på det, der i den militære jargon hedder ”uforberedt overflade”.

I dag var det stranden på Rømø, der skulle gøre det ud for landingsbane for det store og tunge transportfly, Hercules.

Og det var en nogenlunde realistisk situation, mener pilot Jakob Nicolajsen.

- I Afrika, for eksempel i det nordlige Mali, består landingsbanerne af grus, og så er der malet på sten for at markere landingsbanen, forklarer han på vej mod Rømø.

Det store transportfly bruges til at fragte materiel og mandskab ud i den store verden, hvod der er behov for det under for eksempel naturkatastrofer og krig. Et par gange hvert år øves der landinger på strande i Danmark.

På Rømø var stranden behørigt spærret af. Personel fra Flyvestation Aalborg havde markeret banen med store orange kasser, og publikum var strømmet til i stort omfang. De kunne se den store Hercules fra Aalborg lande og lette to gange. Flyet lavede derudover fem ”touch and goes”, hvor landingshjulene kun lige rørte sandet, inden piloten vendte næsen opad igen.

Jacob Nicolajsen var meget tilfreds efter dagens øvelse.

- Det gik rigtig godt. Det var som forventet, og det er næsten det bedste, der kan ske. Vind og vejr var ideelt, så der var god træning i det i dag. En god dag i kontoret.

Også transportfly fra Holland og Belgien fik trænet landinger på Rømøs brede sandstrand.


Seneste nyt

fra Nordjylland