Heste reddet ud af brændende stald

To kvinder opdagede brand i en stald ved Hals, hvor der var opstaldet heste, og de fik hestene i sikkerhed.

To kvinder skulle i morges ved 6.15-tiden lukke deres heste ud af en stald på et nedlagt landbrug på Skovsgårdsvej ved Hals. Og det var godt, at de var tidligt på færde, for de opdagede en brand inde i stalden, hvor hestene stod.

- Lige da kvinderne ankommer til stalden, er de i tvivl om, om det er morgendis eller røg, de ser ved staldbygningen, forklarer indsatsleder Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab og fortsætter:

- Men det er røg, og heldigvis ringer de 112 med det samme.

Fik hestene i sikkerhed

Kvinderne fik lukket i alt fem heste ud af staldbygningen, hvor det viste sig, at der var gået ild i en flistransportør et fyrrum inde i bygningen.

- Vi fik hurtigt slukket ilden, men det var godt kvinderne reagerede hurtigt og fik hestene i sikkerhed, siger Bent Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland