Hønsegård, Tesla og fællesspisning: Bæredygtigt bofællesskab skyder op

Et nyt bofællesskab skyder op på Stigsborg Havnefront med både køkkenhave, hønsegård, fælles dele-elbil og fællesspisning.

Visionerne er store for Stigsborg Havnefront i Nørresundby. Området, der ligger øst for Limfjordsbroen, skal bebygges med en stor portion boliger, skole, plejecenter, grønne områder og meget mere.

Nu er et bæredygtigt bofællesskab også på tegnebrættet som en del af det store område, der har Limfjorden som nærmeste nabo. Det er virksomheden EcoVillage, der står bag bofællesskabet, og de har stået bag lignende byggerier flere andre steder i landet.

Som en del af det kommende bofællesskab, der ventes indflytningsklar i tredje kvartal 2021, vil der være fællesspisning, økologisk mad på menuen, Tesla-delebil og adgang til køkkenhaver og hønsegård.

- Stigsborg er et virkelig spændende og fedt område at lave bofællesskab i. Det er bynært og samtidig lige ved vandet og naturen. Det er stedet i Aalborg lige nu, hvis man gerne vil lave noget, der rimer på bæredygtighed. Jeg tror på, at vores bofællesskab kan være en dynamo for Stigsborg-området og vil være med til at skabe en særlig kultur, der er centreret omkring fællesskab og grøn levevis, lyder det fra Rasmus Larsen, partner i EcoVillage.  

Man køber både bolig og fællesareal

Det bæredygtige bofællesskab er det første af sin slags i Aalborg, og lejlighederne vil have forskellige størrelser, så både studerende, børnefamilier, enlige og seniorer kan blive en del af det nye fællesskab.

Og hos udviklerne bag Stigsborg Havnefront glæder ser man frem til, at de 51 bæredygtige boliger bliver en del af området.

- EcoVillage passer perfekt ind i vores visioner og ambitioner for området og ligger i direkte forlængelse af vores bæredygtighedsstrategier. Derfor synes vi, det er både spændende og visionært, at vi får EcoVillage til Stigsborg Havnefront, og nu glæder vi os til at se, hvor godt konceptet modtages af nordjyderne. Vi håber naturligvis, at der er mange, der kan se sig selv som en del af et moderne bofællesskab, siger Anton Hessellund, direktør i Stigsborg P/S.

Udviklingen af Stigsborg Havnefront forventes at vare 25-30 år og resultere i 4.000 boliger på samlet set 400.000 etagemeter til 7.500 indbyggere.


Seneste nyt

fra Nordjylland