Idé til adgangskontrol ved Jomfru Ane Gade sløjfes
Sådan sagde vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Henrik Skals, tidligere i dag da der var pressemøde om smitten i Aalborg Kommune.
Smitten i Aalborg er flere steder høj, og derfor har restauratører efterspurgt at lave fælles kontrol af coronapas ved indgangen til Jomfru Ane Gade. Det er der dog ikke lovgrundlag for, og Nordjyllands Politi lægger dermed idéen på hylden.
Umiddelbart var Nordjyllands Politi positivt stemt overfor at skulle etablere et tjekpoint for hver ende af Jomfru Ane Gade, for at sikre, at de unge mennesker, der færdes på gaden såvel som på værtshusene har et gyldigt coronapas.
Men vurderingen er, at lovgrundlaget ikke er til stede. Det skriver Nordjyllands Politi fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.
- Vi var som udgangspunkt positivt indstillet over for det forslag om afspærring og samlet kontrol, som Henrik Foget Jensen (restauratør i Jomfru Ane Gade, red.) har stillet. Det er en praktisk løsning, og vi kan godt se problematikken i, at gæster med og uden coronapas i øjeblikket kan blande sig med hinanden, indleder vicepolitiinspektør Henrik Skals, Nordjyllands Politi.
– Men som politimyndighed skal vi først og fremmest sikre os, at lovgrundlaget er til stede, når vi griber ind i borgernes bevægelsesfrihed. Det har vi undersøgt grundigt nu, og vores vurdering er, at vi ikke har hjemmel til at lave sådan en løsning, forklarer vicepolitiinspektøren.
Kontrollen intensiveres
Det er politiets jurister, der har vurderet, at det ikke er lovligt.
I forhold til at skulle bremse smitten i Aalborg Kommune, og forhindre at flere sogne må lukkes ned siger vicepolitiinspektøren:
- Vi har alle de værktøjer i brug, som vi med loven i hånden kan gøre brug af for at bidrage til at bremse smitten. Vi patruljerer og fører tilsyn i hele Nordjylland for at sikre, at forsamlingsforbuddet overholdes. Og særligt i et hotspot-område som Jomfru Ane Gade er vi massivt tilstede. Bliver det nødvendigt, kan vi udstede et opholdsforbud.
Desuden fremgår det af pressemeddelelsen, at Nordjyllands Politi i den kommende tid vil intensivere kontrollen i gaden - herunder også om restauratøren sørger for at kontrollere gæsternes coronapas.