Idrætscentre kan muligvis ikke åbne mandag

I morgen mandag åbner fitnesscentre og svømmehaller. Eller det ville de i hvert fald, hvis de kunne få svar på, hvilke regler der gælder.

Regeringen meddelte lørdag, at de kunne åbne, men sundhedsmyndighedernes retningslinjer er ikke udkommet endnu.

- Vi har sådan set flere spørgsmål, end vi har svar. Må der være to i bassinet eller to hundrede?

Fitnesscentre og svømmehaller ved ikke hvilke regler, de skal forholde sig til ved åbningen i morgen.
Fitnesscentre og svømmehaller ved ikke hvilke regler, de skal forholde sig til ved åbningen i morgen.
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Så klart stiller centerdirektør Lars Dam Møller tingene op, her eftermiddagen før han skulle åbne ifølge regeringen:

- Vi har allerede masser af tiltag klar med ensretning, rengøring, sprit og plexiglasplader, men det er lidt svært at planlægge åbningen, når banen ikke er kridtet op endnu, forklarer han.

Hos fitnesscenteret CrossFit North 579 i Aalborg har al indendørs træning også været aflyst i tre måneder. Her har man i stedet flyttet dele af træningen udendørs for at overleve krisen.

Torben Keller fra CrossFit North 579.
Torben Keller fra CrossFit North 579.
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Også her mangler man sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Alligevel forventer ejer og træner Torben Keller, at han mandag kan åbne for de første indendørs hold i tre måneder:

- Jeg har siddet oppe den halve nat for at få planlagt holdene. Vi har lagt et kvarters pause ind mellem hvert hold, så folk kan komme ind og ud uden at klumpe sammen og så udstyret kan sprittes ordentligt af. Men jeg tror ikke, udøverne kommer til at dele udstyret. Faktisk er der en del ændringer, som vi nok kommer til at fastholde i tiden fremover, forklarer han.

Fitnesscentre og svømmehaller ved ikke hvilke regler, de skal forholde sig til ved åbningen i morgen.
Fitnesscentre og svømmehaller ved ikke hvilke regler, de skal forholde sig til ved åbningen i morgen.
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Sundhedsmyndighederne har indtil videre været tavse omkring retningslinjerne, men både svømmehaller og fitnesscentre forventer at høre noget i løbet af det næste døgn.

Mens crossfitcenteret forventer at åbne mandag, regner Lars Dam Møller ikke med, at svømmehallen er klar lige med det samme:

Lars Dam Møller fra svømmehallen i Nørresundby.
Lars Dam Møller fra svømmehallen i Nørresundby.
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

- Vi er nu i gang med at varme de 1,6 millioner liter vand op til 27 grader. Det tager lige lidt tid. Og så skal vi have helt styr på retningslinjerne for trafik i centeret og brug af f.eks sauna.

Det skal være en tryg oplevelse at besøge centeret, slår han fast.

Fitnesscentre og svømmehaller ved ikke hvilke regler, de skal forholde sig til ved åbningen i morgen.
Fitnesscentre og svømmehaller ved ikke hvilke regler, de skal forholde sig til ved åbningen i morgen.
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

 


Seneste nyt

fra Nordjylland