Ingen adgang: Spionretssag lukkes

Når retssagen mod en russisk statsborger mistænkt for spionage skal for retten, får offentligheden ikke lov til at overvære retsmøderne.

Det bliver uden offentlighedens søgelys, at en spionsag mod en russisk statsborger bliver afviklet senere på året. Det besluttede en enig domsmandsret ved Retten i Aalborg mandag formiddag.

- Det er sagens karakter, hvor der under hovedforhandlingerne (retsmøder, red.) vil komme oplysninger frem om særlige efterforskningsmetoder. Derudover drejer sagen sig om Danmarks forhold til fremmede magter og hensynet til disse, sagde dommer Helle Dietz blandt andet som begrundelse for dørlukningen, når sagen skal for retten igen.

TV2 Nords journalist Caspar Birk har fulgt sagen - hør seneste nyt:

Sagens hovedperson - den tiltalte russer - var ikke til stede under retsmødet. Han har siddet varetægtsfængslet siden juli og er mistænkt for mod betaling at have udleveret oplysninger om blandt andet dansk energiteknologi til en russisk efterretningstjeneste.

Russeren er bosat i Danmark, er uddannet kemiingeniør i Rusland og har taget en ph.D. på DTU i Lyngby. I maj 2019 blev han ansat i Aalborg-virksomheden SerEnergy, der udvikler og producerer metanolbaserede brændselscelleløsninger.

091220 SerEnergy A/S

I december, da spionsagen kom til offentlighedens kendskab, skrev virksomhedens økonomi- og administrationschef Joseph Kristensen i en pressemeddelelse, at "det er chokerende, at en tidligere ansat bliver tiltalt i en så alvorlig sag og at vores virksomhed kan have været offer for organiseret spionage. Dette tilfælde er desværre endnu et eksempel på, at viden og intellektuel ejendomsret er genstand for kriminelle angreb, og at trussel mod informationssikkerheden er tiltagende."


Repræsentanter for DR, Ritzau og TV2 Nord argumenterede imod dørlukningen ved blandt andet at påpege, at anklagemyndigheden selv havde oplyst i en pressemeddelelse, at der var tale om en russisk statsborger mistænkt for at spionere for en russisk efterretningstjeneste samt at Retten i Roskilde tidligere havde afviklet en tilsvarende sag uden at lukke dørene helt, men blot under specifikke vidneudsagn. Pressen tog efter beslutningen om dørlukning forbehold for at kære afgørelsen til Vestre Landsret.


Seneste nyt

fra Nordjylland