Irma er folkedanser: - Man kan ikke være sur, når man danser

For første gang i 30 år er der landsstævne i folkedans i Aalborg - og denne gang er Irma Lahrmann fra Nibe med.

- Dansen i sig selv gør, at man bliver glad. Man kan ikke være sur, når man danser.

Sådan siger Irma Lahrmann fra Nibe, der danser folkedans for første gang til et landsstævne.

Og landsstævnet for folkedansere og spillemænd finder denne uge sted i Aalborg, som er værtsby for omkring 400 aktive dansere og spillemænd i alle aldre og fra hele landet.

Fælles interesse

Dans, musik, fællesskab, samvær, livsglæde, kulturelle oplevelser og stærke traditioner er centrale dele af landsstævneoplevelsen.

Det er netop også en af årsagerne til, at nordjyske Irma Lahrmann i år har meldt sig til landsstævnet.

- Jeg skulle bare afsted og opleve det her samvær med andre, der har den samme interesse - og så i en hel uge siger hun.

Officiel åbning mandag

Det er i dag mandag, der er officiel åbning af landsstævnet. Det markeres i eftermiddag på Honnørkajen ved Havnefronten i Aalborg.

Til åbningen vil alle stævnedeltagerne være med, og der er flere fællesdanse.

- Det er en uge med udflugter i og omkring Aalborg, og der er baller og kurser, hvor man kan blive bedre til nogle danse, siger stævneformand Jan Kirk Todsen og tilføjer, at der i år også er kursus i cha-cha-cha og engelsk vals - ellers står den på hygge og samvær fra hele landet.

Sidst landsstævnet var i Aalborg ligger 30 år tilbage, og i år er der omkring 450 deltagere.


Seneste nyt

fra Nordjylland