Foto: Business Aalborg

Iværksætterhus skal styrke Aalborgs iværksættermiljø

På opfordring fra en række af Aalborgs erhvervsorganisationer slår iværksætterhuset GrowAAL dørene op i februar 2019.

Iværksættere i Aalborg kan se frem til et helt nyt samlingspunkt, når det nye iværksætterhus GrowAAl åbner i februar 2019.

I iværksætterhuset får unge som gamle iværksættere et sted, hvor de kan hjælpe hinanden og dele ud af gode og dårlige erfaringer.

- For at understøtte iværksætterlysten og være med til at skabe de bedste rammer for et blomstrende iværksættermiljø har vi med inspiration fra blandt andet Amsterdam udarbejdet konceptet for et fantastisk iværksætterhus i Aalborg, siger Steen Royberg, formand for Erhverv Norddanmark og medlem af formandskabet for Aalborg Erhvervsråd.

Iværksætterhuset får placering midt i Vestbyen i Aalborg, og det bliver med NOVI som operatør.

GrowAAL’s vigtigste rolle bliver at være samlingssted for iværksættere, så Aalborgs iværksættermiljø kan fortsætte med at vokse.

- Med GrowAAL forventer jeg, at vi i højere grad kan skabe de optimale rammer for at fastholde og inspirere iværksættere i Aalborg. Erfaringer viser, at iværksættere opnår de bedste muligheder for at lykkes, når de bringes sammen og kan bringe hinandens kompetencer i spil, siger Niels Jørgen Kristensen, repræsentant for Dansk Erhverv i Aalborg Erhvervsråd.

Aalborg Erhvervsråd har netop vedtaget en partnerskabsstrategi for iværksætterområdet i Aalborg, hvor visionen er at skabe en iværksætterby i verdensklasse med stærke netværk, gode rammebetingelser og kort afstand fra idé til handling.

- GrowAAL bliver en katalysator, som kan skabe netværk på tværs af eksisterende kontormiljøer og iværksættere, som ikke er en fast del af et fysisk fællesskab. Således supplerer huset de miljøer, som vi har i forvejen. Samtidig hæver vi barren for at sikre, at flest mulige iværksættere opnår succes, siger borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S).