Kaffemik og sang: Grønlands nationaldag fejres i Aalborg
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
I Aalborg startede dagens fejring med korsang.
Den 21. juni er ikke bare årets længste dag, det er også Grønlands nationaldag. I Aalborg fejres dagen med sang, kaffemik og gratis adgang i zoo.
Flagene vajer på busser og bygninger i Aalborg tirsdag, for det er national flagdag. Denne tirsdag er det dog ikke det rød-hvide Dannebrog, men i stedet det rød-hvide Erfalasorput, Grønlands flag, der pryder byen.
Den 21. juni er nemlig både årets længste dag og Grønlands nationaldag. Ud over flaghejsning bliver det i Aalborg markeret med forskellige arrangementer planlagt af Det Grønlandske Hus og forskellige grønlandske foreninger.
- Det har altid været vigtigt at markere nationaldagen. Det er en måde at samles på og være stolt af sit hjemland, siger Leila Lund Altinbas, der er kultur- og kommunikationsmedarbejder i Det Grønlandske Hus Aalborg.
TV2 Nord var tidligere i dag på besøg ved Det Grønlandske Hus i Aalborg. Se indslaget herunder:
Aalborg har mange at fejre
Netop i Aalborg er tirsdagens fejring af stor betydning, for Aalborg er den danske storby, der har flest grønlandske borgere i forhold til indbyggertal. Det Grønlandske Hus i Aalborg estimerer, at der bor omkring 700 grønlændere i Aalborg.
Fejringen startede med grønlandsk morgensang og morgenmad. I løbet af dagen vil der i byen være grønlandske gudstjenester, kaffemik, koncert, og så giver Aalborg Zoo hele dagen gratis adgang til alle med tilknytning til Grønland.
- Det betyder rigtig meget, at der bliver flaget rundt omkring med det grønlandske flag. Det betyder meget, at man kan få lov til at være stolt og være stolte sammen og mærke glæden ved ens nationalitet, siger Leila Lund Altinbas.
Den grønlandske nationaldag er en fejring af den nationale identitet. I 2009 fik Grønland selvstyre den 21. juni.