Kan ikke tåle sit job: Særlig (uheldig) allergi tvinger Martin til at sælge sit levebrød
Foto: Privatfoto: Martin Lindstrøm Christensen
Restaurant Den Fodkolde hører til i City Syd.
Ejeren af den populære grillbar 'Den Fodkolde' har udviklet uheldig allergi, der ikke harmonerer med livet som grillbar-ejer.
Det sprutter og syder.
De meget genkendelige lyde fra en frituregryde finder klart og tydeligt vej gennem telefonrøret og afslører, at der allerede er godt gang i biksen, selvom klokken kun lige har passeret 11.
Efter sigende er Den Fodkolde ved City Syd en yderst populær grillbar, og det er også med vemod, at ejeren Martin Lindstrøm Christensen nu har set sig nødsaget til at sætte madstedet til salg.
Grillbar-ejeren har for nylig fået konstateret en allergi, der gør det umuligt for ham at fortsætte sit arbejde.
Og det er netop den førnævnte friture, der er den store synder i denne sammenhæng. Grillbar-ejeren er nemlig blevet allergisk.
- Det er virkelig trist, og jeg er sindssygt ærgerlig over det, siger Martin Lindstrøm Christensen.
Kan ikke tåle arbejdet
Ifølge ejeren selv, er det en usund eksponering for friture i forbindelse med et tidligere job, der nu har ført til, at han er blevet allergisk, og han lægger ikke fingre imellem i forsøget på at udtrykke sin ærgrelse.
- Det er helt ad helvede til. Jeg har verdens bedste lille forretning og verdens bedste kunder, og så sker det her, siger Martin Lindstrøm Christensen.
Da han for nylig via et Facebook-opslag meddelte, at han er nødt til at sælge sin grillbar, var der da også mange skuffede tilbagemeldinger i kommentarsporet.
- Åååh nej! Det så synd!, er der en, der skriver.
- Trist, holder rigtig meget af at komme og spise hos dig, når vi er på de kanter, skriver en anden.
Men hvis det står til Martin, kan de trofaste gæster også komme i Den Fodkolde i fremtiden.
Sælger ikke til hvem som helst
Det er ikke hvilken som helst grillbar, der er sat til salg, og derfor vil ejeren heller ikke sælge den til hvem som helst.
Ifølge Martin Lindstrøm Christensen selv, er Den Fodkolde den eneste grillbar i Danmark, der har et vegansk menukort, og det ser han gerne, at en kommende ejer fortsætter med.
- Jeg har verdens bedste kunder, der kommer og spiser her, fordi jeg har veganske alternativer, og jeg vil have, at de også skal kunne komme her fremover, siger han.
Han fortæller, at han har fået flere henvendelser fra folk, som er interesseret i at købe grillbaren for at indføre et nyt koncept, og det er han slet og ret ikke interesseret i.
- Det skal fortsætte som en pølsevogn, og det skal fortsætte med det veganske, siger han og fortsætter:
Jeg har fået nogle gode henvendelser, og det virker til, at jeg snart har fundet en, der vil køre stedet videre i samme ånd, siger han.