Kent Nielsen gør tidligere AaB-profil til anfører

Nytilkomne Kenneth Emil Petersen er blevet udnævnt som ny anfører i OB, der er under den tidligere AaB-træners ledelse.

Både cheftræner Kent Nielsen og forsvarskrumtap Kenneth Emil Petersen var i en årrække populære navne blandt de nordjyske fodboldfans, da de begge repræsenterede AaB.

Forud for forrige sæson skiftede Kent Nielsen trænersædet i AaB ud med et tilsvarende i OB, og nu udnævner han Kenneth Emil Petersen, der også var under Kent Nielsen i AC Horsens, inden de begge skiftede til AaB, de ny anfører for de stribede fynboer.

- Kenneth Emil Petersen er vores mest rutinerede spiller, og det er kun naturligt, at han skal være en spiller, som resten af truppen skal kunne læne sig op ad både på og udenfor banen. Jeg kender ham fra vores fælles fortid i både Horsens og AaB, og Kenneth Emil har med årene udviklet sig til at være en meget moden og ansvarsbevidst spiller, som samtidig kan smitte resten af holdet med sin store vindermentalitet og viljefaste attitude, siger OB’s cheftræner Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

Kent Nielsen var i AaB fra 2010-2015, mens den nye OB-anfører var i Aalborg fra 2009-2016. Kenneth Emil Petersen er ikke den eneste AaB’er, der har fulgt den tidligere AaB-træner til det fynske. Også Rasmus Jönsson og Mathias Thrane er tidligere AaB’ere, der nu tørner ud for OB. 


Seneste nyt

fra Nordjylland