Knallertkører med kæmpepromille anholdt ti Nørresundby
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En knallertkører kunne onsdag aften blæse politiets alkometer helt op på 2,49 promille.
En patrulje fra Nordjyllands Politi standsede onsdag aften omkring klokken 19.30 en knallertkører på Hjørringvej i Nørresundby.
Betjentene mistænkte, at føreren var påvirket af alkohol, og man må sige at den efterfølgende alkometertest hvor knallertkøreren med sin udåndingsluft viser en vejledende alkoholpromille, bekræftede mistanken. Den viste nemlig, at føreren havde en promille på hele 2,49. Det er næsten 2 promille mere end det tilladte i færdselslovens bestemmelser.
Knallertkøreren blev anholdt på stedet og taget med i patruljevognen, så en læge efterfølgende kunne udtage en blodprøve. Det er nemlig kun alkoholpromiller målt direkte i blodet, der kan bruges som baggrund for at uddele bøder eller andre straffe i retssystemet.
Førerens knallert blev i øvrigt beslaglagt.
Fakta: Alkoholpromiller
- 0,2 promille: Øjets evne til hurtigt at fokusere og omstille sig fra lys til mørke forringes.
- 0,5 promille: Evnen til på en gang at opfatte situationer og samtidigt udføre præcise bevægelser forringes. Synsvinklen indsnævres.
- 0,8 promille: Man får nedsat koordinationsevne og øget reaktionstid.
- 1,0 promille: Opmærksomheden og koncentrationsevnen er svækket. Man begynder at blive træt og får nedsat balance- og bevægelsesevner.
- 1,5 promille: Man får udtalt forringet bevægelsesevne og talebesvær. Centralnervesystemet har fået nok (og maven sikkert også).
- 2,0: promille: Udtalte forgiftningssymptomer, manglende selvkontrol.
- 3,0 promille: Man har manglende kontrol med for eksempel urinblæren og kan blive bevidstløs.
- 4,0 promille og derover: Bevidstløshed og livsfare.