Kommunen får fårene til at klare det grove arbejde

Det sparer både tid, penge - og så er beboere i lokalområdet glade, når får sættes ud for at pleje de små naturoaser i Aalborg by.

I dag er græssende får for første gang i år kommet på græs på Aalborg Kommunes naturarealer. Formålet er, at dyrene skal være med til at udpine jorden for de dominerende planter – blandt andet bjørneklo - og give plads til blomster, der kan tiltrække insekter til området.

Det vakte særligt stor begejstring blandt beboerne omkring Signalbakken, da får i dag blev sat ud på netop deres grønne område.

- Som børnefamilie synes vi jo, det er superhyggeligt med dyreliv i baghaven. Vi elsker alle dyrene, og børnene synes, det er sjovt at gå over at kigge til dem, siger Sanne Daugaard Nielsen, medlem af Signalbakkens Plejelaug.

Effektive uldne dyr

Fårene græsser på Signalbakken frem til midten af maj, hvor de flyttes til Borgbjerg, og i efteråret flyttes de til Narhøj. Hvert sted er det beboere, der fører tilsyn med dyrene.

- Det betyder, at vi skal se, om de har vand, om fårene har det godt, om nogen halter eller har mærkelig adfærd. Derudover skal vi tjekke, at hegnet er intakt, forklarer Sanne Daugaard Nielsen.

Metoden har Aalborg Kommune brugt de seneste år, og det har vist sig at være effektivt at sætte får ud.

FAKTA

  • 10 får og 15 lam blev søndag sat ud på Signalbakken. 
  • Senere i april sættes også tre geder ud på Signalbakken, som skal blive til slutningen af september.


Oversigt over græsningsperioder


Signalbakken: 25. april til 17. maj. 

Borgbjerg: 17. maj til 13. september. 

Narhøj: 13. september til 30. september. 

- Det er nemlig sådan, at hvis ikke vi gør noget, så gror alting til, og det bliver fuldstændig ufremkommeligt, siger parkforvalter Thomas Lam og tilføjer:

- Især byerne er fattige på natur, så når der endelig er noget at komme efter, vil vi gerne prioritere en indsats der.

Lokale deler ansvaret for fårene

Men det er ikke kun for biodiversitetens skyld, at det giver mening at få dyr til at klare den hårde naturpleje.

- Stedet er ret kuperet, og der er en gravhøj og skråninger, så det vil både koste mange penge, og man har ikke maskineri, der kan pleje området på en effektiv måde. Men fårene kan gøre det effektivt, og så får de besøgende også en lille oplevelse, forklarer parkforvalteren.

Når fårene har været forbi de små naturoaser i byen, holder de dominerende planter nede, og det giver plads til blomster, som giver bedre levevilkår for de insekter, der lige nu forsvinder hastigt over hele Europa – og som er vigtig for naturen.

Det er 18 familier fra lokalområdet, som er med til at sikre, at projektet kan fungere.

- Jeg synes ikke, det er et stort arbejde. Vi kommer her alligevel de fleste dage, så jeg synes det er en fin tjans, og det er fint med lidt ansvarsfølelse for børnene, tænker jeg, lyder det fra Sanne Saugaard Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland