Kreativ parkering på p-pladsen ved Aalborg Sygehus Syd
Foto: Jeanette Christensen
En borger i Aalborg fik sig en forskrækkelse i dag, da bilen ved et uheld blev parkeret over muren mellem parkeringspladsen ved Aalborg Sygehus Syd og Hobrovej. Hvordan bilen er havnet der, er endnu uklart.
Det har i årevis været et samtaleemne blandt borgerne i Aalborg, at der er for få patient-parkeringspladser tilknyttet Aalborg Sygehus Syd. I dag fik en borger parkeret sin bil på en yderst kreativ måde, da bilen havnede over muren mellem p-pladsen og Hobrovej.
Det var derfor et bemærkelsesværdigt syn, der mødte de forbipasserende ved parkeringspladsen i dag.
Det var et ældre ægtepar, som var ude at køre i deres nye bil med automatgear, der kom galt afsted på parkeringspladsen ved Aalborg Sygehus Syd.
- Manden ville give plads til en anden bilist, som var ved at parkere. Han glemmer at bilen er i bakgear og kommer til at træde speederen i bund. Bilen begynder at bakke og rammer en kantsten, som skubber bilen op over stensætningen, fortæller Ander Porse Dahlkilde, driftskoordinator ved Falck.
Billedet af den kreative parkering har ligeledes floreret på den lukkede facebookgruppe 'Aalborg i små fotoglimt'.
I en kommentar til billedet skriver Lene Dalby "sjovt nok er det ikke første gang, det er sket dér. Jeg husker flere episoder. Der må dælme være fart på".
Ifølge Jeannette Christensen, der delte billede i facebookgruppen 'Aalborg i små fotogllimt', er ingen kommet til skade ved hændelsen.
På et af billederne ses det ligeledes, at Falck var på stedet for at bugsere bilen væk. Ægteparret kom ikke noget til og bilen er kørt på værksted.