Kulturhus holder jul for udenlandske studerende

Der kan være langt hjem til jul for udenlandske studerende. Derfor holder kulturhuset 1000Fryd i Aalborg juleaften for dem, der ikke kan komme hjem til jul.

Julen er lige rundt om hjørnet. Og mens mange sikkert er taget hjem til familien, så kan det være svært for landets udenlandske studerende at komme hjem til deres familier og holde jul.

Derfor findes der flere arrangementer, hvor udenlandske studerende kan komme forbi og holde jul sammen.

Et af de steder er kulturhuset 1000Fryd i Aalborg.

Her åbner de op for udenlandske studerende og andre, der ikke har noget sted at holde jul.

- Der er så mange, der sidder herude i Aalborg, som ikke kan magte de store arrangementer. Og så er der også de udenlandske studerende, som skal have at vide, at de kan komme herned. For der kan godt være langt hjem for dem, siger Lykke Maria Jørgensen, som er medarrangør af juleaften på 1000Fryd.

Arrangementet bliver stablet på benene med hjælp fra Netto og FødevareBanken, som juleaftensdag donerer mad til lignende arrangementer landet over - heriblandt også til 1000Fryd.

Samvær er vigtigt

Nogle af dem, der har meget med udenlandske studerende at gøre er studenterpræsterne. De opfordrer de studerende, der ikke har mulighed for at komme hjem til jul, til at tage til arrangementer som dem på 1000Fryd.

- Jeg tror, det er rigtig vigtigt for de internationale studerende, at de har et sted at være og nogen at være sammen med juleaften. De fleste er jo rigtig langt væk hjemmefra. Der tror jeg, at det lige præcis juleaften betyder rigtig meget at have nogen at fejre det sammen med, siger studenterpræst ved Budolfi Kirke, Christen Staghøj Sinding.

Selvom det lillejuleaften står på forberedelse af maden til selve juleaften, så er det ikke maden, der er det vigtigste for Lykke Maria Jørgensen.

- I morgen skal vi hygge. Og så sidder vi ved et langt bord, så man ikke ved, hvem man kommer til at sidde ved siden af. Så er man nødt til at bryde sine generte grænser og snakke med den person ved siden af. Det er jo ligesom det, det handler om. Ved lange borde har man bedre mulighed for at socialisere sig, end hvis man sidder ved små, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland