Kunst på programmet til demokratifestival: - Børn lærer at blive selvstændige, lyder det fra kunstner
Foto: Torben Hedemose
De fremmødte børn til Demokratiets Genklang fik mandag mulighed for at udfolde deres kreative side.
Kunst spiller en stor rolle for demokratiet. Sådan lyder det fra kunstner Bitt Vejle.
Der har været talrige debatter og oplæg de seneste dage i Musikkens Hus i Aalborg. Søndag og mandag er demokratifestivalen Demokratiets Genklang nemlig løbet af stablen. På scenen har der både været partiledere, eksperter, aktivister og ikke mindst kunstnere.
Mandag middag havde kunstneren Bitt Vejle ordet, da hun i sit oplæg fortalte om Ballerina Bulldog, som er en figur i hendes papirkunst.
Efter oplægget var flere børn mødt op for at male såkaldte powertools (indre kræfter) på nogle kopier af de amøber, som hang inde i den store sal i Musikkens Hus.
Men hvad har papirkunst egentligt med demokrati at gøre? En masse hvis man spørger Bitt Vejle.
- Kunst skubber personer og giver dem styrke til at stå ved det, som de står for. Ballerina Bulldog er et koncept, der hjælper børn til at blive selvstændige, vide hvem de er, og hvor de står i forhold til fællesskaber, lyder det fra kunstneren, der åbnede Center for Papirkunst i Hune i 2018.
Ballerina Bulldog er baseret på Søren Kierkegaard filsofi, og ifølge Bitt Vejle handler det om, at børn skal finde ud af, at de har masser af indre styrke, som de kan tage frem og bruge.
Og hvis man spørger hende, om kunst er vigtigt for demokratiet, så kommer svaret prompte.
- Det er enormt vigtigt, siger hun, inden hun fortsætter:
- Vi skal have puttet noget kulturel og social dannelse ind i børnene.