Kusk sikrede AaB-sejr i overtiden
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kasper Kusk scorede kampens eneste mål langt inde i overtiden, da AaB slog FCK.
Søndag aften spændte AaB en smule ben for FC København, da nordjyderne vandt 1-0 på et sent mål.
AaB har ikke meget at spille for i sæsonenes sidste superligakampe, hvor holdet lige nu ligger på en femteplads i mesterskabsslutspillet og meget vel kan holde den placering, når de sidste to kampe er spillet.
Men selv om chancerne for medaljer og europæisk fodbold er forpasset, kan man jo godt drille de hold, der ligger højere i tabellen, og det var hvad AaB gjorde søndag aften, da FC København var på besøg i Aalborg.
FCK er lige nu på tredjepladsen, som udover bronzemedaljer også giver adgang til at skulle spille play-off-kamp mod enten AGF eller SønderjyskE om en billet til Europa League-kvalifikationen.
Da FCK er tæt jagtet af FC Nordsjælland, havde københavnerne håbet at kunne rejse fra Aalborg med tre lune og vigtige point, men sådan skulle det ikke gå.
Efter en kamp, hvor begge hold havde chancer, men ingen af mandskaberne var helt skarpe i afslutningerne, så det ud til, at det blev en 0-0-kamp og et enkelt point til hvert hold, men langt inde i dommerens overtid ville Kasper Kusk det anderledes, og han plantedew bolden i nettet efter oplæg fra Jannik Pohl.
På fredag møder AaB FC Nordsjælland, og her bliver dermed endnu en mulighed for at spænde ben for en bronzekandidat. AaB slutter sæsonen næste mandag, når holdet besøger mesterskabskandidaterne Brøndby.