Kvinde i solouheld lukkede Limfjordstunnelen kortvarigt

En 44-årig kvinde mistede sent mandag aften herredømmet over sin bil og kørte galt i Limfjordstunnelen.

Mandag aften klokken 23.36 måtte Nordjyllands Politi og beredskabet rykke ud til et solouheld i Limfjordstunnelen. Her var en 44-årig kvinde fra Arden kørt galt.

- Hun mistede herredømmet over bilen og ramte begge sider af tunnelen i uheldet, så vi var nødt til at lukke tunnelsporet i nordgående retning, mens vi fjernede bilen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Limfjordstunnelen var dog kun kortvarigt lukket for trafik, og det generede ikke trafikken synderligt på det tidspunkt, oplyser vagtchefen.

Kvinden kom ikke alvorligt til skade ved uheldet, men blev sendt til tjek på skadestuen.


Seneste nyt

fra Nordjylland