Kvinde sigtet for at stikke ekskæreste med kniv: Blev sur over, at han kom for sent til aftensmaden

36-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet frem til 4. maj, efter en 47-årig mand mandag aften blev stukket to gange i ryggen og en gang i underarmen. Hun nægter sig skyldig.

Bevæbnet med en brødkniv i den ene hånd og en køkkenkniv i den anden gik en 36-årig kvinde mandag ved 20-tiden løs på sin 47-årige ekskæreste og tildelte ham to knivstik i ryggen og en fem centimeter lang flænge i den ene underarm.

Det er politiets sigtelse mod den 36-årige kvinde, som dog nægter sig skyldig.

Episoden fandt sted en stuelejlighed i Aalborgs centrum.

Ifølge anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg, forklarede kvinden i dag til middag i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, at hun blev sur over, at ekskæresten kom for sent hjem til aftensmaden, og at maden derfor stod og blev kold.

Thomas Klingenberg forklarer, at manden udover stiksårene også var fyldt med kradsemærker i ansigtet og på halsen, og at han muligvis har været i livsfare i forbindelse med legemsangrebet.

Den 36-årige kvinde nægtede sig skyldig i sigtelserne om kvalificeret vold, men hun kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængsling.

Thomas Klingenberg fortæller, at kvinden tidligere har været dømt for kvalificeret vold, og at det også ligger til grund for, at den 36-årige kvinde er varetægtsfængslet frem til 4. maj.


Seneste nyt

fra Nordjylland