Las Vegas og millionær: Aalborgenser med stor DM-triumf
Mandag blev en dag Torben Tvede Gøttler fra Aalborg sent vil glemme.
Han vandt nemlig danmarksmesterskabet i poker på Casino Copenhagen, der både gav ham en flot titel, over en million kroner og oven i hatten en tur til Las Vegas.
Og det var ikke engang meningen, at han skulle have deltaget.
- Vi havde egentlig besluttet ikke at deltage ved DM i år, siger Torben om sig selv og konen, der alligevel endte med at tage afsted - hvilket de ikke fortryder dagen derpå.
De han så alligevel en dag valgte at sætte sig ned for at spille noget online-poker, vandt han flere billetter til hovedturneringen - og så var der ingen vej tilbage. De måtte afsted alligevel.
- Det siger jo lidt sig selv, hvordan jeg har det. Jeg kan næsten kun have det fremragende. Det er jo det højeste mål inden for poker i Danmark, lyder det fra en overlykkelig DM-vinder.
Førstepræmien lød på svimlende 1.052.860 kroner, og sidst men ikke mindst vandt han også en tur til Las Vegas.
Den tur ligger på Torben og konen Karinas bryllupsdag, men det lyder ikke til at være noget problem.
Det var nemlig en tydeligt glad kone, der råbte ''det er lige meget'', under telefonsamtalen med TV2 Nord.
De mange penge forventer familien at bruge på lidt ting til at forsøde hverdagen og nogle flere og måske dyrere pokerture.