Lejlighedsbrand i Aalborgs vestby – tre opgange evakueret i nat
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Natten mellem tirsdag og onsdag udbrød der brand i en lejlighed i Cort Adelers Gade i Aalborg, og beboere i tre opgange måtte evakueres.
Politi og brandvæsen måtte natten mellem tirsdag og onsdag klokken 02.07 rykke ud til en brand i en lejlighed i Cort Adelers Gade i Aalborgs Vestby.
- Da vores patrulje ankommer, kan der ses flammer, og ruderne springer, så der er ild inde i lejligheden, forklarer vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
I lejligheden bor der to personer, men kun den ene beboer, en 29-årig mand, var hjemme, da branden opstod. Da politiet ankom til stedet var den pågældende person allerede i gang med at få beboere i området ud på gaden.
- Vi må evakuere opgangen og de to opgange ved siden af, mens branden står på. Brandvæsenet får ret hurtigt branden under kontrol, og beboerne kan derefter vender tilbage til deres lejligheder om natten.
Lejligheden, hvor branden er opstået, er dog fortsat afspærret af hensyn til de tekniske undersøgelser, der skal foretages på stedet.
- Vi har en idé om, hvordan branden er opstået, men det kan vi ikke sige mere om, før de tekniske undersøgelser har bekræftet brandårsagen, siger Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
Den 29-årige mand, der var hjemme i lejligheden, da branden opstod, blev senere på natten kørt på skadestuden til tjek for røgforgiftning.