Let's Play: Værkerne må gerne betrædes
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Udstillingen Let's Play på Utzon Center giver både stof til krop og hjerne.
I en ny udstilling sætter Utzon Center fokus på fysisk udfoldelse, leg og motion i det moderne byrum. Og der må meget gerne kravles på værkerne.
Normalt er der dømt "nix pille" når man tager på udstilling, og museer og udstillingshuse ikke vil have fedtede fingre på de dyre værker.
De næste tre måneder er der til gengæld fri leg i Utzon Centers nye udstilling, Let's Play, som åbnede søndag. Og her må man ikke bare røre ved værkerne. Man må kravle på og i dem, og man må svinge sig og rutsje ned af dem. For det er en udstilling, der skal mærkes.
- Man kan komme herind, og så kan børnene give den fuld gas og få en oplevelse af, hvad rum og krop, bevægelse og leg betyder. Og så kan de voksne læse med, fortæller Lasse Andersson, som er kreativ direktør på Utzon Center.
Udstillingen fortæller historien om udviklingen i vores brug af byrum til fysisk udfoldelse og idræt, lige fra 1850'erne, hvor man legede i baggården, over tiden, hvor vi begyndte at dyrke mere og mere motion i foreningsregi, og til i dag, hvor vi mere og mere bruger byens rum til at løbe, lege, spille og i det hele taget dyrke motion og idræt.
- Jeg synes, det er vigtigt at vide, at når vi står med den her vildt fine havnefront, vi har i Aalborg, og vi har et DGI Landsstævne, som skal finde sted, så er det ikke bare noget, der er sket fra den ene dag til den anden. Det er en bevægelse, der er sket over lang tid, og det betyder, at vores byer bliver meget mere interessante at bevæge sig rundt i, siger Lasse Andersson.
DGI's Landsstævne, som begynder torsdag 29. juni, bruger netop mange af Aalborgs byrum, idet de fleste aktiviteter foregår omkring havnefronten og i den nye Vestre Fjordpark. Derfor er åbningen timet godt med det kommende landsstævne, hvor Utzon Center har benyttet lejligheden til at invitere et par verdensstjerner forbi.
I udstillingen er der nemlig en lille streetfodboldbane - en såkaldt pannabane - hvor man spiller én mod én i et meget teknisk spil. Nogle af verdens dygtigste kigger forbi lørdag under landsstævnet og giver smagsprøver åp deres kunnen.
Udstillingen varer indtil 24. september, og i forbindelse med udstillingen tilbyder Utzon Center forskellige aktiviteter som for eksempel yoga, stand up paddle, sjipning og arkitekturvandringer, ligesom man selvfølgelig kan lege i udstillingen og spille bold derinde hele sommeren.