Lodtrækning: Her er Aalborg Håndbolds kommende modstandere i Champions League
Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbold spillede sig frem til finalen i Champions League i den forgangne sæson. Her tabte nordjyderne til FC Barcelona.
De danske mestre fra Aalborg Håndbold har fredag fået svar på, hvem de skal møde i gruppespillet i Champions League i næste sæson.
Aalborg får besøg af flere stærke håndboldhold, når Aalborg Håndbold efter sommerferien tager hul på næste sæsons Champions League. Det står klart, efter at der fredag blev trukket lod til turneringens gruppespil.
Her kom Aalborg Håndbold i gruppe med ungarske MOL-Pick Szeged, tyske THW Kiel, nordmakedonske HC Vardar 1961, hviderussiske HC Meshkov Brest, franske Montpellier HB, kroatiske HC PPD Zagreb og norske Elverum Handball.
Holdene møder hinanden både på ude- og hjemmebane og spiller altså i alt 14 kampe i gruppespillet. De to øverst placerede mandskaber går direkte videre til kvartfinalerne, mens holdene fra tredje- til og med sjettepladsen skal spille playoff-kampe.
Møder tidligere vindere
Aalborg Håndbold præsterede i den forgangne sæson klubbens bedste resultat nogensinde i Champions League, da de nåede frem til Final Four-stævnet, hvor de besejrede franske Paris Saint-Germain i semifinalen.
I finalen tabte Aalborg Håndbold til den spanske storklub FC Barcelona.
Det er endnu ikke lykkedes noget dansk herrehold at vinde Champions League. Blandt Aalborgs modstandere i næste sæsons gruppespil har både Kiel, Zagreb, Montpellier og Vardar tidligere vundet turneringen.