Aalborg Håndbold hyldet efter mesterskab: - I har sat byen på verdenskortet

Aalborg Kommune hyldede torsdag eftermiddag de nykårede danmarksmestre fra Aalborg Håndbold.

Aalborg Håndbold sikrede sig onsdag aften det danske mesterskab i herrehåndbold for tredje sæson i træk. Det skete med en sejr på 32-27 over Bjerringbro-Silkeborg i den tredje og afgørende finalekamp, som blev spillet i Gigantium.

Spillerne og staben blev fejrede mesterskabet sammen med publikum i hallen onsdag aften, og torsdag ventede endnu en mesterskabsfejring, da Aalborg Kommune hyldede de nykårede danmarksmestre.

Det skete ved et lukket arrangement i Musikkens Hus torsdag eftermiddag. Her ønskede borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) holdet tillykke med sejren og overrakte dem gaver - rødvin og 15.000 kroner til bødekassen - på vegne af Aalborg Kommune.

- I har sat Aalborg og Aalborg Håndbold ikke bare på danmarkskortet, men også på verdenskortet i denne sæson, sagde borgmesteren i sin tale.

Se Thomas Kastrup-Larsens tale:

Mange kampe på få dage

Mesterskabsfejringen kommer midt i et presset kampprogram for den nordjyske klub, som i sidste weekend deltog i Champions Leagues Final Four-stævne i Köln. Her vandt Aalborg Håndbold over Paris Saint-Germain og spillede sig i Champions League-finalen, hvor det blev til et nederlag til FC Barcelona.

I den kommende weekend gælder det Final Four i den danske pokalturnering i Herning.

- Vi er lidt trætte i dag, fordi vi festede godt igennem i går. Vi har prøvet at fejre et mesterskab nogle gange, men det bliver man aldrig træt af, siger Jan Larsen, der er direktør i Aalborg Håndbold.

TV2 Nord var med, og du kan se eller gense fejringen af Aalborg Håndbold her:


Seneste nyt

fra Nordjylland