Lone og Freddys hus skal væltes for at gøre plads til motorvej - men de ved ikke hvornår
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Lone og Freddy Larsens hus skal rives ned, hvis der skal anlægges en tredje Limfjordsforbindelse. De ved bare ikke, hvornår de skal flytte, og hvad de får for deres hjem gennem 19 år.
Der stod ikke noget om en kommende motorvej i salgsopstillingen, da Lone og Freddy Larsen for 19 år siden købte hus i landlige omgivelser ved Hvorupgård mellem Nørresundby og Vestbjerg.
Men parret blev hurtigt klar over, at deres hus ligger i den linje, hvor den tredje Limfjordsforbindelse kan komme til at gå.
- Tre dage efter, at vi havde købt huset, kom vores nabo med en buket blomster og ønskede os tillykke med handlen, og det næste, hun sagde, var, at hun troede aldrig, hun fik naboer her, fordi der skulle gå en motorvej, siger Freddy Larsen.
Ægteparret ved, at deres hus på et tidspunkt skal rives ned for at gøre plads til motorvejen.
De ved bare ikke hvornår.
- Det eneste, vi ved, er, at de starter i 2025 (med at anlægge den tredje Limfjordsforbindelse, red.), men hvornår vi skal flytte, ved vi ikke, siger Lone Larsen.
Nabo bliver snart købt ud
Onsdag fremsatte regeringen den anlægslov, som - hvis den bliver vedtaget - betyder, at en ny motorvej kommer til at gå hen over Lone og Freddy Larsens grund, før den bliver koblet sammen med E39.
Selvom vejplanerne nu er mere konkrete, er ægteparrets situation stadig lige så uvis, som den har været i de 19 år, de har boet på ejendommen.
- Vi kan jo ikke sælge huset. Der er jo ikke nogen, der vil købe det, og Vejdirektoratet er ikke klar til at overtage det. Det fik vi et tilbud om for 10 år siden, og hvis man sagde nej til det, så skulle der nogle specielle grunde til for, at man kunne blive købt ud på et senere tidspunkt, siger Freddy Larsen.
På naboejendommen bor en ældre kvinde, og hun får 13. marts besøg af en såkaldt ekspropriationskommission, som skal vurdere ejendommen. Hun kan blive eksproprieret, selvom anlægsloven endnu ikke er vedtaget.
Samme mulighed har Lone og Freddy Larsen ikke. Der er nemlig ifølge Vejdirektoratet en række betingelser, der skal være opfyldt, for at man kan blive eksproprieret før tid:
Ejendommen skal være usælgelig
Ejendommen skal være berørt af det projekterede på en sådan måde, at der er risiko for at ejendommen alligevel vil blive eksproprieret på et senere tidspunkt
Der skal være en begrundelse for, at erhvervelsen ikke kan vente til de almindelige ekspropriationer sker. Det kan for eksempel være alder, sygdom, arbejde, skilsmisse, familieforøgelse, m.m.
Ved ikke, hvad de får for huset
- Jeg trives jo rigtig godt med det job, jeg har, og synes ikke, at jeg har lyst til at flytte til København eller Sønderjylland. Og at blive skilt. Kunne du tænke dig det, fru Larsen?, spørger Freddy Larsen sin hustru.
- Ikke umiddelbart. Det er jeg blevet for gammel til, svarer Lone Larsen.
Ægteparret er begyndt at overveje, hvor de skal flytte hen, når deres hjem skal jævnes med jorden, men fordi de ikke ved, hvornår de kan blive eksproprieret, må de indtil videre vente med at føre flytteplanerne ud i livet.
- Man finder jo ikke bare et hus magen til dette, og søger jeg efter det, så kan jeg jo ikke købe det, fordi jeg ikke ved, hvornår jeg skal flytte herfra, siger Lone Larsen.
Folketinget førstebehandler lovforslaget om en tredje Limfjordsforbindelse 19. marts.
Vejdirektoratet vurderer, at der vil være behov for at totalekspropriere omkring 30 ejendomme i forbindelse med anlæggelse af en tredje Limfjordsforbindelse.