Lufthavn køber klimakompensation på ø for at blive CO2-neutral: - Dette er kun det første store skridt, siger initiativtager

Aalborg Lufthavn har indledt et partnerskab med Limfjordsøen Egholm. Målet er at styrke biodiversiteten på Egholm og gøre lufthavnen CO2-neutral.

En ægte win-win-situation. Sådan kan man umiddelbart betegne det, Aalborg Lufthavn og Limfjordsøen Egholm håber på at opnå med et nyt partnerskab.

Aalborg Lufthavn arbejder på at blive CO2-neutral, og i bestræbelserne på at nå det mål, betaler lufthavnen nu for at få skabt flere arealer med vild natur på øen Egholm, der ligger i Limfjorden lige op ad lufthavnen.

Under navnet Egholm Park bliver mere end halvdelen af markerne på øen nu lagt om til vedvarende naturarealer, hvilket især vil styrke biodiversiteten og naturoplevelsen.

- Samarbejdet med Aalborg Lufthavn går ud på at forene virksomhedens behov for klimakompensation og flysikkerhed med en helt ny måde at drive landbrug på. I praksis indstiller vi vores planteavl og lægger jorden ud i vedvarende græs, hvilket giver en betydelig klimaeffekt og masser af plads til at biodiversiteten kan udvikle sig, siger initiativtager Jens Thomsen.

- Dette er kun det første store skridt i vores vision om at sikre Egholm for eftertiden som en grøn ø til glæde for naturen, aalborgenserne og tilrejsende gæster, siger Jens Thomsen.

Kan optage mindst 27.000 tons CO2

Aalborg Lufthavn har i de seneste år arbejdet på at reducere sit CO2-aftryk. Der er blandt andet skiftet til LED-belysning og til eldrevne køretøjer. Partnerskabet med Egholm Park fungerer som klimakompenserende tiltag.

Derudover er etableringen af Egholm Park også med til at øge flysikkerheden.

- Helt konkret vil vedvarende græsarealer begrænse antallet af større trækfugle i lufthavnens luftrum, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Parterne regner med, at jorden på Egholm kan optage mindst 27.000 tons CO2 i løbet af en 10-årig periode. En forudsætning for dette er, at digerne op til fjorden bevares og at græsarealerne afgræsses.

- Det er glædeligt, at vi nu er på vej mod at få en CO2-neutral lufthavn, hvor der investeres i lokal klimakompensation, der i tilgift styrker den nordjyske natur. Det gavner Aalborg Lufthavn, og det gavner hele Nordjylland, hvor der nu er skabt et eksempel på, hvordan nordjyske virksomheder og aktører kan arbejde sammen om klimaforbedringer, siger Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der er formand for Aalborg Lufthavns bestyrelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland