Undgå at køre på bestemte tidspunkter – Kristi Himmelfartsferien kan skabe tæt trafik og kø

Vejdirektoratet forventer kødannelser og forlænget rejsetid særligt på ud- og hjemrejsedagene onsdag den 25. maj og søndag den 29. maj i Kristi himmelfartsferien.

Onsdag eftermiddag holder mange danskere og nordjyder Kristi himmelfartsferie, og det betyder, at vejene i Nordjylland og resten af Danmark kan blive fyldt op med biler.

Vejdirektoratet forventer, at det tidspunkt med størst risiko for kø er onsdag eftermiddag, hvor mange vil udnytte den forlængede weekend til at besøge familie eller tage i sommerhus.

- Det er særligt lige op til Kristi himmelfartsferien, altså onsdag den 25. maj mellem klokken 14.00 og 19.00, at der er stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid. På det tidspunkt vil ferietrafikken nemlig begynde at blande sig med myldretidstrafikken, og så har vi balladen, siger Helene Cecilie Kærsgaard, der er specialkonsulent ved Vejdirektoratet.

Udover onsdag forventer Vejdirektoratet også, at torsdag vil blive en dag med tæt trafik og mange biler på vejene, men trafikken vil ifølge Vejdirektoratet være værst fra Sjælland mod Jylland.

Torsdag er det særligt mellem klokken 11.00 og klokken 14.00, at Vejdirektoratet mener, at der kan komme tæt trafik og mindre kødannelser.

Tæt trafik i sommerhusområder

Kristi Himmelfartsferien står for mange på konfirmationer, men der vil også være mange, der vil ydnytte den forlængede weekend og tage i sommerhus. Derfor forventes der at være tæt trafik blandt andet på rute 40 ved Skagen.

Søndag vil der ifølge Vejdirektoratet også være risiko for tæt trafik mellem klokken 12.00 og klokken 16.00.


Seneste nyt

fra Nordjylland