LykkeLiga: Nu skal forskere blive klogere på succesen
Forskere fra Aalborg Universitet skal undersøge, hvorfor LykkeLiga på få år er blevet en bragende succes.
Forskere fra Aalborg Universitet skal nu undersøge, hvorfor LykkeLiga på få år er blevet en bragende succes.
Det startede i Aalborg, men i dag er der håndboldhold med i LykkeLigaen fra hele Danmark.
Det har taget blot tre år at gøre LykkeLiga til et succesfuldt projekt, og i dag spiller flere end 1000 børn med udviklingshandicap håndbold i LykkeLiga.
Det betyder helt sindssygt meget for projektet.
Rikke Nielsen, LykkeLiga
Nu skal et forskerteam fra Aalborg Universitetshospital undersøge, hvad der har gjort LykkeLiga til den succes, det er blevet til, så andre foreninger kan få glæde af den viden.
- Det betyder helt sindssygt meget for projektet. Det er interessant at få belyst, hvad vi har gjort i LykkeLiga, der gør, at så mange af de her børn, der traditionelt ikke går til idræt, har lyst til at gå til håndbold. Hvis vi kan gøre det, kan andre sportsgrene også, siger Rikke Nielsen, der er leder af LykkeLiga.
Rikke Nielsen var med til at starte LykkeLiga sammen med Mikael Espensen, og de er begge forældre til børn med udviklingshandicap, som i dag nyder godt af at kunne deltage i et håndboldfællesskab.
- I vores familie har det betydet sindssygt meget, at Magda er begyndt at gå til håndbold. Det bliver interessant også at høre, hvor meget det betyder for andre familier, siger Rikke Nielsen.
Forskningsprojektet hedder "Inklusion af børn og unge med særlige behov gennem idræt – et casestudie af Lykkeliga", og det er Niels Rygaard Rossing og Lotte Stausgaard Skrubbeltrang, der skal dykke ned i LykkeLigas materie.
- Formålet med projektet er at undersøge, hvordan børn og unge med særlige behov inkluderes i foreningsbaseret idræt. Og så skal vi se på hvilken betydning idrætsdeltagelsen har for de involverede børn og familier, siger Niels Nygaard Rossing.
Projektet skal blandt andet give viden om, hvordan man rekrutterer og fastholder børn og unge med særlige behov i idræt i foreninger.
- Jeg tror, vi får bekræftet, at det virker, at man fjerner tankerne fra alle begrænsningerne og får de her børn ud i foreningsverdenen. Det er helt grundlæggende for os alle sammen, at vi gerne vil have et sted at høre til, siger Rikke Nielsen.
Forskningsprojektet er udviklet i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, Parasport Danmark, Dansk Håndbold Forbund og LykkeLiga.