Målere overvåger din færden - her er forklaringen
Foto: Signe Gru / TV2 Nord
De holder øje med folks færden.
Der hersker ingen tvivl om, at der er et væld af mennesker til Aalborg Karneval. Men hvor mange deltager egentligt i Stjerneparaden?
Det spørgsmål har Aalborg Karneval langt bedre forudsætninger for at besvare i år. For der er nemlig sat målere op langs ruten, der skal klarlægge folks færden.
- Vi vil gerne have et mere officielt tal på, hvor mange der kommer. Derfor har vi lejet sensorerne af Aalborg Cityforening, siger talsperson for Aalborg Karneval, Jeanett Kaare.
Du kan i øvrigt følge Stjerneparaden live fra klokken 9:55 til 13:00 på tv2nord.dk, Salto og TV2 Nords Facebookside samt TikTok.
Tidligere har Aalborg Karneval sjusset sig frem til, at op mod 100.000 har deltaget i paraden. Dét tal kommer der ifølge samarbejdspartneren nu en anden vægt bag.
- Vi kommer aldrig til at have et 100 procent rigtigt tal. Vores system rammer cirka 88 procent ud af 100, men det er nok til, at vi har et meget godt og validt billede af, hvad der kommer af folk. Der er ikke noget mere præcist system på markedet, siger Jes Asmussen, der er city manager for Aalborg City.
Vigtig data
Handelsstandsforeningen ser også frem til at få data på folk færden.
- Det giver os et indtryk af, hvornår folk er inde i byen, hvor de kommer gående fra, hvor de går hen og hvor længe de er herinde. I forbindelse med karnevallet er det også interessant at se, hvor mange der kommer langs karnevalsruten, og hvad betyder det for vores detailhandler. Så det giver rigtig god mening, at vi sammen med karnevallet får nogle data på, hvad det betyder for byen, siger Jes Asmussen.
Går du forbi en sensor med din mobil, så udsender den et pling, som city manageren kalder det, og det er netop det såkaldte pling, der giver Aalborg Karneval og handelsstandsforeningen noget brugbart data.
- Det er selvfølgelig fuldstændig neutralt. Vi kan ikke se, hvem det er, der er tale om, siger Jes Asmussen.
Aalborg Cityforening fik først målerne sidste sommer.