Majbritts mand mistede seks tænder, da han blev indlagt: Nyt forsøg skal afhjælpe overset problem
Dårlig mundhygiejne kan få alvorlige konsekvenser – især hvis du er en svagelig patient på sygehuset. Et nyt tandbørsteprojekt forsøger nu at sætte fokus på problemet.
Tandlæge Majbritt Jensen fik sig en meget kedelig overraskelse, da hendes mand Roberto for nylig blev indlagt på sygehuset med massivt organsvigt.
Mens lægerne koncentrerede sig om at redde hans liv, var der ingen, der tog sig af hans tandhygiejne – og det fik konsekvenser.
- Jeg har været rystet over og også ked af, hvor lidt fokus der er på mundhygiejne på de danske sygehuse. Resultatet af, at der ikke blev holdt øje med Robertos tænder og mund, var, at han mistede seks tænder, og det har gjort ondt i mit tandlægehjerte, siger Majbritt Jensen.
Det har i årtier været kendt, at dårlig mundhygiejne kan udgøre en alvorlig risiko for især svage patientgrupper.
Anita Tracey, der er kvalitetssygeplejerske på Aalborg Universitetshospital har forsket i fænomenet.
- Hvis patienterne ikke får børstet tænder en til to gange dagligt, stiger risikoen for infektioner pga. de bakterier, der trives i munden. Det kan udvikle alvorlige lidelser, som for eksempel lungebetændelse, men kan også via blodbanen forårsage betændelse i hjertet. Det er ting vi ved, men som ligesom er gået i glemmebogen på grund af andre ting, vi prioriterer, siger Anita Tracey.
Forsøg skal hjælpe
Kvalitetssygeplejersken og tandlægen har derfor sammen iværksat et tandbørstningsforsøg på Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Det betyder, at en professionel tandplejer flere gange om ugen besøger afdelingen og børster tænder på patienterne. Det er meningen, at afdelingens sygeplejersker skal overtage opgaven, når forsøget er afsluttet.
- Det har faktisk betydet rigtig meget for os især i forhold til lungepatienterne. Der er flere infektioner, man kan få fra bakterier i munden. Mange af vores patienter oplever problemer med mundsvamp og tørre slimhinder, som giver en masse ubehag, fortæller sygeplejerske Emma Johansen og fortsætter:
- Vi har ikke fokuseret nok på, hvor meget tænderne betyder for patienternes generelle sundhed, men det har vi lært rigtig meget om her på afdelingen.
Tandlæge Majbritt Jensen og kvalitetssygeplejerske Anita Tracey er ikke i tvivl om, at ordentlig tandpleje kan betale sig – både for sygehuset og for patienterne.
- Vi taler om en lille indsats, der kan forebygge infektioner og dermed forkorte patienternes indlæggelse. En samfundsøkonomisk gevinst, der samtidigt kan redde liv. Der er ikke noget at tage fejl af – det er bare at komme i gang med at børste tænder. Det koster ikke ret mange penge, siger Majbritt Jensen.