Malthe vandt en tiltrængt klipning

Overdommeren udvalgte Malthe Nør Larsen som vinder fordi: "det ligner, der er nogen, der har givet ham en halvparyk på."

Vinderen af TV2 Nords konkurrence om at vise det bedste, største, flotteste eller måske vildeste coronahår til resten af Nordjylland er fundet. Vinderen hedder Malthe Nør Larsen og bor i Aalborg. Og han fortjener virkelig, ifølge den meget kompetente dommer, der udpegede ham som vinder, en klipning.

Det var nemlig Connie Mikkelsen, formand for organisationen af frisører og kosmetikere, der i forbindelse med TV2 Nords ugentlige debatprogram Fokus, fik æren af at bedømme tre udvalgte finalister ud af de mange billeder, der var blevet delt i kommentarsporet på TV2 Nords Facebook-side.

Og her var det altså Malthe Nør Larsen, der løb med sejren og gavekortet til en klipning. For Connie Mikkelsen synes virkelig, han fortjener, at få klippet det efterhånden lange og utæmmede corona-hår. Som hun sagde, da hun skulle afsløre vinderen: - Det ligner, der er nogen, der har givet ham en halv-paryk på toppen af hovedet.

Om Malthe Nør Larsen er enig i den udlægning, vides ikke, men han er i helt sikker på, at han har behov for at komme til frisøren - og kan faktisk ikke huske præcist, hvornår han sidst har været det.

- Det var i hvert fald før december, fortæller den langhårede aalborgenser, der har fået tilbud om en klipning fra sin mor - som han takkede nej til. Muligvis fordi hans kæreste i foråret sidste år, kastede sig ud i at klippe de krøllede lokker. En seance, der endte med at tage to timer.

Nu bliver det så en professionel frisør, der får æren. Og når saksen skal på arbejde i Malthes hår, tager TV2 Nord med.


Seneste nyt

fra Nordjylland