Mand anholdt efter overfald med hammer og stikvåben
Nordjyllands Politi modtog alarmopkaldet klokken 09.13 mandag morgen.
En 33-årig mand er i politiets varetægt, efter han mandag morgen overfaldt en kvinde og en mand i en lejlighed i Nørresundby.
Det var muligvis et anfald af jalousi, der mandag formiddag sendte en 29-årig mand og en 30-årig kvinde en tur på skadestuen i Aalborg.
De to befandt sig i en lejlighed på Mølndalsvej i Nørresundby, da de blev overfaldet af den 33-årig gerningsmand.
Nordjyllands Politis vagtchef, Poul Fastergaard, bekræfter det voldelige overfald overfor TV2 Nord, men hvad der præcis lå til grund for overfaldet, ved han endnu ikke.
- Vi ved, at de tre personer kender hinanden, og vi ved dermed, at det er en intern strid. Det er muligvis jalousi, siger vagtchefen.
Hammer og stikvåben
Det var ofrene selv, der ringede 112 klokken lidt over ni mandag morgen. Kvinden var blev slået med en hammer, og manden var blev stukket i låret med en ukendt genstand.
De blev to efterfølgende tilset på hospitalet, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade.
Gerningsmanden er nu i politiets varetægt, og han vil højst sandsynligt blive stillet for en dommer tirsdag.
- Jurister vil i løbet af eftermiddagen tage stilling til, hvad der skal ske med gerningsmanden, men planen er umiddelbart, at han skal stilles i grundlovsforhør i morgen. Det er jo rimelig alvorligt, det han har gjort, siger vagtchef, Poul Fastergaard.