Nye regler betyder mindre farverige tatoveringer

Der bliver færre farver at vælge imellem hos tatovørerne, når nye EU-regler træder i kraft fra tirsdag.

Hvis du er i gang med at få lavet en større tatovering, som kræver flere besøg hos tatovøren, kan det endelige resultat måske blive lidt anderledes, end du havde regnet med.

Tirsdag træder EU's nye kemikalielovgivning nemlig i kraft, og det betyder blandt andet, at nogle af de hidtidige indholdsstoffer i tatoveringsblæk ikke længere må bruges. Derfor skal der nyt blæk til, og her er der ikke lige så mange forskellige farver at råde over som hidtil.

- Lige nu har vi alle farvenuancer, men det kommer der ikke til at være fremover. Producenterne har haft kort varsel til at nå at lave nye produkter, så vi var bange for, at vi var nødt til at lukke, hvis ikke vi kunne skaffe nyt blæk, siger tatovør Dennis Weyts fra Artistic Tattooing i Aalborg.

Må til at blande farverne

Artistic Tattooing har fået de første sendinger af den nye blæk, og der er mere på vej, så tatovørerne bliver ikke arbejdsløse, når de nye EU-regler træder i kraft. Nogle af kunderne kommer dog til at mærke eller rettere se lovændringen på deres krop.

- Vi har forsøgt at gøre projekterne færdige eller halvfærdige, så vi eksempelvis har fået lavet det, vi skal med en bestemt farve, inden vi ikke kan bruge den mere. Det er ikke alle kunder, der har nået at komme herind, og der må vi så se, hvad vi kan gøre med det nye, vi får, siger Dennis Weyts, som dog er optimistisk.

- I gamle dage havde vi heller ikke så mange farver. Der blandede vi farverne, og det må vi så til at gøre igen, siger Dennis Weyts.


Seneste nyt

fra Nordjylland