Mand skal i fængsel efter at have banket sin gravide kone

Efter voldsepisoden, som udspillede sig på ægteparrets landejendom i nærheden af Ulsted i september, valgte kvinden at få en abort. Hun vil nu skilles.

En 26-årig mand modtog torsdag en dom på seks måneders ubetinget fængsel ved Retten i Aalborg for at have overfaldet sin gravide kone.

- Det var et skænderi, der udviklede sig til et slagsmål, som begge parter deltog i, siger anklagerfuldmægtig, Mathias Petersen.

Manden forklarede i retten, at det var som om, at noget slog klik for ham. Han lagde sin kone på gulvet, satte sig ovenpå hende, og tog kvælertag på hende. 

Kvælningen efterlod store, røde plamager på kvindens hals, og ifølge lægen, der har vurderet sagen, har kvinden været i potentiel livsfare.

Nægter spark i maven

På et tidspunkt formåede kvinden at komme op fra gulvet, men i stedet for at stikke af, fortsatte hun skænderiet med sin mand. 

Derefter blev hun igen lagt på gulvet og med en sikkerhedssko på foden, trampede manden hende i hovedet, hvilket resulterede i en hudafskrabning på kæben. Derudover modtog hun adskillige slag og spark samt to slag, der efterlod en stor bule i panden. 

- Manden erkender det meste, men konen fortæller i retten, at han på et tidspunkt sparkede hende i maven, og lige netop dét, nægter han at have gjort, siger Mathias Petersen.

Tumult-fyldt ægteskab

I retten kom det frem, at det unge pars ægteskab tidligere har været præget af tumult og vold i varierende grad. Men manden er ikke tidligere dømt for personfarlig kriminalitet.

De to har dannet par i flere år, men har kun været gift i et halvt års tid. Det stopper dog nu. Efter episoden fik den 22-årige kvinde en abort, og nu vil hun skilles. 


Seneste nyt

fra Nordjylland