Mange fremmede leder efter hunden Nessie
Stor eftersøgning på pomeranian i gang
I Aalborg fortsætter eftersøgningen i stor stil, og mange af de frivillige kender faktisk hverken hunden eller ejeren.
Fem kvinder er tirsdag eftermiddag samlet i en lejlighed i Aalborg Vestby. Om lidt skal de ud og lede efter Nessie, der forsvandt nytårsaften kl 18.
De har, ligesom en række andre frivillige, brugt timevis på at lede efter den bortløbne 5-årige hund i Aalborg. Om lidt skal de ud og hænge løbesedler op.
Flere af de frivillige kender slet ikke Nessie eller dens ejer ChristianVolley Dahl-Weile, men bruger alligevel bruger deres kræfter på eftersøgningen.
- Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan Christian har det. Jeg kan godt forstå at det kan være rigtig svært for ham at gøre de ting, som han gør i sin hverdag vel vidende at hans lille bitte hund er ude i kulden, og det ville jeg ikke ønske for nogen. Så hvis jeg kan gøre en lille bitte smule, så håber jeg, at det kan hjælpe til, siger Michelle Thomsen fra Aalborg.
Kvinderne hænger 300 sedler op i vestbyen, fordi de regner med, at Nessie kan være her.
Ifølge Tem Frank Andersen, der er studielektor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet, er den store opbakning for at få Nessie sikkert hjem et udtryk for, at mennesker gerne vil hjælpe der, hvor de føler, de faktisk kan gøre en forskel.
- Jeg kan ikke løse konflikten i Syrien, jeg kan ikke redde alle de her flygtninge. Her er der en afgrænset opgave: jeg skal eftersøge det her område, jeg kan gøre en forskel, siger Tem Frank Andersen om, hvorfor så mange frivillige hjælper med at finde Nessie.