Marina var psykiatrisk patient: - Tvang reddede mit liv

På trods af ambitionerne om det modsatte, er brugen af tvang i psykiatrien i Danmark stigende. Men tvangen redder liv, mener tidligere psykiatrisk patient.

- Hvis man ikke havde brugt tvang overfor mig, så havde jeg ikke været i live i dag.

Sådan siger Marina Faurholdt, mens hun stryger sig selv på sin venstre underarm. Med sine utallige ar er underarmen et evigt minde om den tid, hvor hun brugte barberblade til at skære i sig selv. 

quote Tvang er med til at redde liv.

Marina Faurholdt, tidligere psykiatrisk patient

Efter en barsk barndom, der førte til psykiske sygdomme, kan Marina Faurholdt nu se tilbage på sit liv og sin sygdom fra den anden side. Hun er tidligere psykiatrisk patient, og har på egen krop oplevet, hvordan tvang i sidste ende har hjulpet hende til at få det bedre.

- Jeg var så syg, at man blev nødt til at bruge tvang for at behandle min sygdom ordentligt, fortæller Marina Faurholdt.

Tvang i psykiatrien stiger

Hun er langt fra den eneste, der har oplevet tvang i forbindelse med behandling i psykiatrien. En ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at selvom regionerne længe har haft fokus på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien, så er det gået den stik modsatte vej: Brugen af tvang er steget.

- Mens brug af bæltefiksering er faldet, er der sket en stigning i brug af akut beroligende medicinering og fastholdelse, fortæller Helene Probst. Hun er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Fra Psykiatrien i Region Nordjylland lyder det, at stigningen i akut beroligende medicinering og fastholdelse hænger sammen med det faldende brug af bæltefiksering.

- Det er måske et udtryk for en substitution, siger Tina Gram Larsen, lægefaglig direktør, Psykiatrien i Region Nordjylland. Hun fortsætter:

- Når vi ikke bruger bæltefiksering i ligeså høj grad som tidligere, kan vi oftere være nødt til at anvende akut beroligende medicin eller fastholdelser.

Brugen af tvang er reguleret af psykiatriloven. Regeringen vil gerne halvere brugen af tvang i psykiatrien. Det er et ambitiøst mål, hvor man har meget langt igen.

- Vi skal udøve tvang, når vi er nødt til det. Men vi skal forebygge det, så meget som overhovedet muligt, siger Tina Gram Larsen.

Fra psykiatrisk patient til forfatter

Marian Faurholdt har skrevet en bog om om hendes barndom, om sine psykiske udfordringer og om, hvordan hun kom igennem dem. Her spiller tvang også en stor rolle.

Og hun er sikker på, at tvang ikke forsvinder fra psykiatrien lige foreløbigt.

- Jeg tror aldrig, det forsvinder. Jeg håber virkelig, det bliver mindre udbredt, men nogle mennesker er så syge, at personalet er nødt til at bruge tvang, siger hun og afslutter:

- Det er med til at redde liv.


Seneste nyt

fra Nordjylland